Debat: Praktik giver væsentlig mulighed for læring
Debatindlægget er blevet bragt i Politiken den 31. marts 2019.
I debatindlægget ’Opråb til universiteterne: Gør det lettere for jeres studerende at gå i praktik!’ opfordrer de to debattører os på universiteterne til at tale praktikforløb op og anerkende dem som en væsentlig mulighed for læring. Det vil vi gerne. Fx har praktik i fem år været en mulighed for alle kandidatstuderende på Roskilde Universitet. Det vil sige, at de studerende har mulighed for at gå i praktik i en periode på fx tre måneder – som en del af deres uddannelse – uden at det behøver forlænge den samlede studietid. Netop praksis i direkte relation til teori er centralt for universitetsuddannelser. Alligevel er antallet af praktikker faldet over de seneste år. Det handler dels om den kultur, som fremdriftsreformen er en del af.
Tidligere betød et praktikophold ofte en mindre studietidsforlængelse, men det var der rum for inden for de mindre rigide uddannelsesregler, og det var en god investering for de studerende. I dag betyder et praktikforløb for mange studerende et mere presset semester, fordi de skal tage kurser ved siden af.
Og så er det fortsat et problem, at mange praktiksteder foretrækker fuldtidspraktikker over et halvt år.
Skal vi igen se en stigning i praktikker, skal de studerende opleve, at der reelt er rum til flere individuelle valg i uddannelserne, og at planlægningen bliver lettere, fordi fokus er på indhold snarere end på tid.
Både praktik og udlandsophold kan skabe forsinkelser, men det er væsentlige erfaringer på tværs af fag og virkelighed. Der skal være plads til både forskningsbaseret fordybelse og praksis i arbejdspladskontekst nøjagtig det, som både studerende og arbejdsgivere efterspørger. Og så skal de politiske signaler følge dette, og universiteterne skal ikke betale straftold for overskreden studietid.
Samtidig skal vi naturligvis fortsat udvikle nye platforme, hvor de studerende kan møde virksomheder og organisationer på en gensidigt kvalificerende måde. En oplagt mulighed ligger i projektarbejdet, som giver de studerende mulighed for at arbejde med konkrete problemer i virksomheder hvert eneste semester. RUC afprøver derudover løbende nye formater, som f.eks. Business Lunch, hvor studerende møder en relevant arbejdsgiver i frokostpausen til en dialog om både det faglige og det karriereorienterede.
Selv om disse tiltag ikke kan stå i stedet for praktikforløb, søger vi hele tiden at skabe rum for udbytterig interaktion mellem studerende og virksomheder, og vi er altid åbne for nye ideer til, hvordan vores studerende kan bidrage positivt til at løse problemer i virkeligheden.