Professor i eksperimentalfysik modtager ærespris fra Kvinder i Fysik
Æresprisen er tildelt af netværket Kvinder i Fysik under Dansk Fysisk Selskab, som med prisen i år ønsker at hylde en kvindelig fysiker, der er rollemodel for andre kvinder i fysik.
”Det har været helt afgørende for min faglige udvikling og min karriere, at jeg havde stærke kvindelige rollemodeller. Jeg skulle ikke kigge så langt som barn, min mor er nemlig kemiingeniør, men på universitetet var der virkelig langt mellem de kvindelige undervisere. Da jeg skulle videre med min ph.d., rejste jeg til Paris, fordi der havde jeg mødt en fremragende kvindelig forsker, som blev min vejleder. Derfor er jeg meget beæret og stolt over, at Kvinder i Fysik og komitéen fremhæver mig som en kvindelig rollemodel. Det er nødvendigt at lave både strukturelle og kulturelle ændringer, hvis vi ønsker et mindre kønsopdelt arbejdsmarked – og i forhold til de kulturelle ændringer kan netop rollemodeller spille en central rolle,” siger Kristine Niss.
En anerkendt forsker der spænder bredt
I sin begrundelse fremhæver priskomitéen Kristine Niss' alsidighed som en forsker, der mestrer at spænde fra forskningsgruppeleder til populærvidenskabelig formidler:
"Som fremtrædende forsker, dedikeret underviser og respekteret formidler i offentligheden, er Kristine i høj grad en rollemodel for fysikere – uanset om de er mænd og kvinder."
Æresprisen til Kristine Niss er offentliggjort i forbindelse med årsmødet for Kvinder i Fysik 10. oktober 2018. Kristine Niss er bortrejst til konference i Frankrig men vil senere kvittere for prisen ved et offentligt foredrag.
Om Kristine Niss:
Kristine Niss er eksperimentalfysiker og arbejder med grundvidenskabelige spørgsmål om, hvordan tryk og temperatur påvirker væskers evne til at flyde. Kristine Niss er medlem af Akademiet for de Tekniske Videnskaber og formand for Det Unge Akademi (under Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab).