| Nyhed

Ny bog markerer Kommunikations 40 års jubilæum

Professor (mso) Oluf Danielsen har skrevet bogen 'Kommunikation på Roskilde Universitet 1978-2018', som udkommer i forbindelse med jubilæet.
Kommunikation - jubilæum - bog
Da Kommunikation startede på Roskilde Universitet i 1978, var det med navnet Medieuddannelsen. Nu kan uddannelsen fejre 40 års jubilæum.


For 40 år siden åbnede Kommunikationsuddannelsen på Roskilde Universitet, og jubilæet bliver fejret på flere forskellige måder.

Én af dem er bogen 'Kommunikation på Roskilde Universitet 1978-2018', som er skrevet af professor (mso) Oluf Danielsen og er udkommet på forlaget Trykværket. Bogen er blandt andet baseret på dokumenter, der viser diskussioner om fagets udvikling igennem årene og om de forskellige teknologier, som har været aktuelle i de givne tidsperioder. Bogen omhandler desuden, hvad uddannelsens kandidater er blevet uddannet til.

Da Kommunikation blev indledt i 1978, var det med navnet Medieuddannelsen, og den faglige formidling var omdrejningspunktet. De studerende skulle lære at formidle deres andet fag for eksempel historie, biologi eller socialvidenskab, og dengang arbejdede grupperne med medier som lyd/dias, lyd og video. I 1980'erne kom computere til, og i 1990'erne voksede uddannelsen i antallet af studerende.

Uddannelsen tog en drejning i retning af organisationers og virksomheders kommunikation, ligesom strategisk kommunikation, interkulturel kommunikation og risiko- og krisekommunikation var nogle af de nye områder, som efterhånden kom til. Siden er sociale medier kommet til og er en central del af uddannelsen i 2018.