Velkommen til 1.819 nye studerende
Lørdag den 28. juli har 1.819 kommende studerende fået besked om, at de er optaget på Roskilde Universitet. Der er tale om en mindre stigning sammenlignet med 2017, hvor 1.693 fik tilbud om en studieplads på RUC.
Det er bl.a. det øgede optag på Humanistisk-Teknologisk Bachelor og Naturvidenskabelig International Bachelor, der får antallet til at stige. I år er der samlet optaget 12,5 % flere studerende på disse uddannelser.
”Mange af de unge, der vælger studie i dag, lægger vægt på det engagerede ved projektarbejde, at teorien bruges i praksis, og at man lærer at se ud over fagenes grænser. På RUC får de studerende træning i det, man kalder 21. århundredes kompetencer. Det handler om selvstændighed, kritisk tænkning, samarbejde, tværfaglighed og kreativitet,” siger RUC’s rektor Hanne Leth Andersen.
Hun fremhæver Roskilde Universitets unikke profil som årsag til det stigende antal ansøgere:
”RUC er og har altid været et universitet, der tør gå andre veje. Vi udbyder ikke alt, og vi forsøger ikke at dække alle områder. Vi vil hellere være fremragende på lidt færre områder,” siger Hanne Leth Andersen.
De nye studerende starter på Roskilde Universitet 20. august.
Læs mere om studiestart på RUC.
Kontakt
Rektor Hanne Leth Andersen, ha@ruc.dk, mobil: 2778 2838
Pressemedarbejder Tim Houman, thouman@ruc.dk, mobil: 6195 1136