| Forskningsnyt

Ny bog: Køn har betydning for drenges og mænd uddannelsesdeltagelse

I en ny bog fra Center for Velfærd, Profession og Hverdagsliv på Roskilde Universitet udfordrer en række forskere de etablerede forståelser af sammenhængen mellem køn og uddannelse.
Steen Baagøe Bogforside

 

Bogen 'Drenges og mænds inklusion på kønnede uddannelser' dokumenterer, at køn har betydning for mænds uddannelsesdeltagelse, og den belyser med udgangspunkt i en række uddannelseseksperimenter, hvad vi kan gøre for, at flere drenge og mænd føler sig inkluderet og inviteret til at uddanne sig.

'Drenges og mænds inklusion på kønnede uddannelser' nuancerer diskussionen om drenges og mænds vanskeligheder i uddannelser og udvider perspektivet for at forstå køns betydning for inklusionen og fastholdelse af drenge og mænd på de danske uddannelsesinstitutioner.

”I bogen fokuserer vi på konsekvenserne af, at mange uddannelser er kønnede. Hermed mener vi, at de - ret ureflekteret og næsten usynligt for de involverede - er tilpasset en bestemt type elever og studerende, som har samme køn og sociale baggrund. Hermed kommer man til at ekskludere de ’anderledes’. Mange drenge og mænd vil enten falde fra – eller måske ikke engang søge ind - på uddannelser, som traditionelt søges af kvinder, selv om mændene er motiverede nok,” siger Steen Baagøe Nielsen.

Bogen tager bl.a. livtag med de fordomme og forforståelser, der præger vores opfattelse af ’drengeuddannelser’ og ’pigeuddannelser’. Og forfatterne ser på, hvordan dette er udtryk for indgroede sociale praksisser og diskurser, som bliver reproduceret på uddannelserne.

'Drenges og mænds inklusion på kønnede uddannelser' bygger på forskning knyttet til en række forsknings­ og udviklingsprojekter gennemført i Region Sjælland 2012-­2015. Hensigten med projekterne har været at arbejde med og at forstå udfordringer i inklusion af drenge og mænd på uddannelser, sådan som det ser ud for de involverede aktører. Forskningen bygger på ca. 30 delprojekter i Region Sjælland, hvor en konkret uddannelse gennem eksperimenter har forsøgt at lave ny undervisning og uddannelsesudvikling.

”Projekterne er blevet til i et tæt og inddragende samarbejde med lærere, uddannelsesplanlæggere og vejledere på og omkring uddannelserne, hvor vi har arbejdet med at forstå unge elever og studerendes udfordringer - og har søgt at reflektere og eksperimentere for at skabe ny undervisning og uddannelsestænkning. Et mål har været at synliggøre, hvordan de almindeligt herskende stereotype, kønnede forventninger tages for givet – og kan betyde ekskludering, men det har også været at finde veje til at opmuntre til at vælge og at fastholde kønsutraditionelle valg, som skaber en bredere rekruttering,” siger Steen Baagøe Nielsen.

Bogen henvender sig til undervisere, vejledere og uddannelsesplanlæggere. Uddannelsesansvarlige, studerende og forskere, der ønsker mere viden om køns betydning i uddannelse kan med fordel også læse med.

Der vil være bogreception tirsdag den 29. maj kl. 14.00 i hus 10.1 på RUC med korte oplæg:

• Signe Hvid Thingstrup, PH København: Samarbejder om deltagerorienteret uddannelsesudvikling mellem universitet og professionshøjskole
• Henrik Hersom, NCE/PH København: Bogens relevans i forhold til erhvervsuddannelse og EUD-forskning
• Marianne Brodersen, PH Absalon/RUC: Mandlige pædagogstuderendes kroppe i pædagogisk praksis
Lene Larsen, Institut for Mennesker og Teknologi, RUC: Unges deltagelse i udviklingsprojekter?
Steen Baagøe Nielsen, Center for Velfærd, Profession og Hverdagsliv, RUC: Forskning i tilknytning til samarbejdsprojekter - og tematisering af køn, som vej til uddannelsesudvikling

Udover de nævnte er der i bogen bidrag fra: Christian Helms Jørgensen, Institut for Mennesker og Teknologi, RUC; Trine Wulf-Andersen og Kevin Holger Mogensen, Center for Velfærd, Profession og Hverdagsliv, RUC, Jimmy Krab og Randi Andersen, PH Absalon samt Nanna Friche, AAU.