Bog af Jacob Torfing hædret i magasinet Choice
Bogen ’Collaborative Innovation in the Public Sector’ af professor Jacob Torfing er af det amerikanske magasin ’Choice' blevet udpeget som en ’2017 Outstanding Academic Title’.
Bogen sammenfatter den nye forskning i offentlig innovation, og den viser, at samarbejde mellem forskellige offentlige og private aktører er en langt mere effektiv innovationsstrategi end hierarkiske ovenfra-og-ned-strategier og konkurrencebaserede markedsstrategier.
Efter at innovation i mange år var forbeholdt den private sektor, er der de seneste år blevet sat fokus på behovet for innovation i den offentlige sektor. Den offentlige sektor befinder sig ifølge Jacob Torfing i et krydspres mellem stigende forventninger og knappe ressourcer, og efter årtier med nedskæringer, rationaliseringsbestræbelser og andre former for ’fedtsugning’ synes innovationsskabelse at tilbyde en attraktiv vej ud af krydspresset ifølge Torfing.
”Samarbejdsdrevet innovation er det nye sort og bogen viser, hvordan drivkræfterne for samarbejdsdrevet innovation kan styrkes og barriererne overvindes gennem nye former for institutionelt design og ledelse,” siger Jacob Torfing, som håber at omtalen i Choice kan være med til at skabe nye forskningskontakter i udlandet.
”I lyset af hvor svært det er for danske og europæiske forskere at trænge igennem lydmuren med nye akademiske budskaber i den amerikanske forskningsverden, er jeg rigtig glad for den hædrende omtale. Jeg håber, det vil være med til at skabe nye forskningskontakter ’over there’. Jeg håber også, at min bog vil nå ud til de praktikere, som jeg gerne vil påvirke og hjælpe til at sætter turbo på arbejdet med at skabe innovative løsninger på de mange velfærds og samfundsudfordringer, vi står over for,” lyder det fra forskeren.
Om Choice:
Choice er et anerkendt amerikansk tidskrift, som bliver anset for at være det største og mest anerkendte magasin for anmeldelser af akademiske bøger. Hvert år i januar udpeger magasinet en række bøger, ud af de ca. 7000 anmeldte bøger det foregående år, som ’Outstanding Academic Titles’. De fleste amerikanske biblioteker bruger Choice, når de udvælger bøger.
Mere information:
For yderligere information kontakt Jacob Torfing