| Publikation

Hver fjerde nyhedskilde er kvinde

Danmark sakker bagud, hvad angår ligelig repræsentation af kvinder og mænd i nyhedsmedierne. Sådan lyder konklusionen i en ny international undersøgelse.


Hver fjerde nyhedskilde i danske medier er kvinde, viser rapporten ’Who Makes The News’, og det er et fald i forhold til seneste undersøgelse for fem år siden. Undersøgelsens danske udgave er ledet af lektor Hanne Jørndrup fra Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet.

”Kritik af mediernes manglende repræsentation af kvinder i nyheder affejes ofte med en forklaring om, at medierne blot spejler samfundets magtforhold. Men undersøgelsen viser, at medierne tværtimod giver et forvrænget billede af ligestillingen i samfundet. Andelen af kvinder i politik og på arbejdsmarkedet genspejles ikke i mediernes fremstilling, der stadig hovedsageligt er nyheder om mænd. Det tyder på, at der er noget i mediernes måde at tænke og udvælge nyheder på, som strukturelt udelukker kvinder fra nyhedsbilledet,” siger lektor Hanne Jørndrup.

Tirsdag den 25 marts 2015 var hundredvis af frivillige i 114 lande verden over samlet for at registrere nyhedsmediernes arbejde som del af den femte globale undersøgelse ’Global Media Monitoring Project’, der netop er udkommet i rapporten ’Who Makes The News’.  

’Global Media Monitoring Project’ er den største tilbagevendende undersøgelse af kønsfordeling i nyhedsmedierne i verdenen. Undersøgelsen begyndte i 1995, hvor frivillige fra 71 lande registrerede kvinders tilstedeværelse i deres nationale nyhedsudsendelser på radio og tv samt på avisernes nyhedssider.

Danmark tæt på globalt gennemsnit

Danmark deltog i 2015 i ’Global Media Monitoring Project’ for anden gang. I 2010 var 31 procent af nyhedskilderne kvinder, men i 2015 er dette tal faldet til 25 procent. Dermed ligger Danmark tæt på det globale gennemsnit på 24 procent. Danmark ligger under lande som Congo (30 procent), Uganda (28 procent), Pakistan (36 procent), Jamaica (36 procent) og Bulgarien (35 procent), hvor kvinder er mere synlige i medierne.

’Global Media Monitoring Project’ undersøger også lighed på nyhedsredaktionerne. Nyhedsdagsordenen den 25. marts 2015 var produceret af 32 procent kvindelige journalister, men andelen af kvindelige journalister var ikke ligeligt fordelt over stofområder. På stofområder som politik og økonomi var det 15 procent kvindelige journalister, der havde leveret nyhedsindslag den pågældende dag.

Læs rapporten og se de internationale tal fra resten af den globale undersøgelse

Projektet er støttet af Center for Magt, Medier og Kommunikation på Roskilde Universitet.

Kontaktinformation:

Lektor Hanne Jørndrup, telefonnummer: 46 74 37 16, mobiltelefon: 28 72 73 62, e-mailadresse: hajoe@ruc.dk