| Forskningsnyt

RUC-fysikere bidrager til ’verdens bedste mikroskop’

Forskere på Roskilde Universitet får 1,3 millioner kroner til at udvikle temperaturkontrol til forskningsfaciliteten European Spalation Source.
Kristine Niss Jeppe Dyre


Forskningscenteret ’Glas og Tid’ ved Fysik på Roskilde Universitet har stor erfaring med at kontrollere temperaturer, hvilket ofte er afgørende i naturvidenskabelige processer. Den erfaring skal fysikere fra universitetet nu trække på, når de skal lave temperaturkontrol til European Spalation Source (ESS), der populært kaldes ’verdens bedste mikroskop’.

ESS er en fælles europæisk forskningsfacilitet, der er ved at blive bygget i Lund i Sverige, og ved hjælp af ESS vil forskere kunne lave endnu bedre målinger af, hvordan atomer og molekyler er organiserede og bevæger sig i alle tænkelige materialer lige fra glasfiber og jern til menneskelige celler.

I forbindelse med den slags målinger er det vigtigt at kunne kontrollere temperaturen, og her kommer forskerne fra Roskilde Universitet ind i billedet. De har fået 1,3 millioner kroner fra European Spalation Source til at udvikle temperaturkontrol.

”Det er en fantastisk cadeau til vores værksted og teknikere, at ESS vil trække på RUCs erfaringer, når der skal udvikles temperaturkontrol i verdensklasse. Fra et videnskabeligt synspunkt er det desuden en superspændende chance for at komme med ind i ESS’ maskinrum. Det vil give os mulighed for at udføre unikke eksperimenter så snart, faciliteten bliver tændt første gang,” siger lektor Kristine Niss, som er videnskabelig tovholder på projektet på Roskilde Universitet.

Projektet, der har navnet ’HUGINN: Peltier-Based Temperature Control for Neutron Scattering’, begynder 1. februar 2016 og løber i halvandet år.

Kontaktinformation:

Lektor Kristine Niss, telefon: 46 74 22 78, e-mail-adresse: kniss@ruc.dk
Videnskabelig ingeniør Bo Jakobsen, telefon: 46 74 26 30, boj@ruc.dk