| Forskningsnyt

Pernille Almlund og Nina Blom Andersen udgiver ny bog om lokaldemokrati

Forskere præsenterer casestudie af dansk kommunalvalg i ny bog.
Ny bog af Pernille Almlund


Hvordan er tilstanden i det danske lokaldemokrati? Det spørgsmål kommer typisk frem hvert fjerde år, når det er tid til kommunalvalg. Men spørgsmålet er relevant til alle tider. Lokaldemokrati er nemlig mere end blot et valg og en valghandling. Derfor kan stemmeprocenten alene ikke give os et svar.

Dette er udgangspunktet for den nye bog ’Lokaldemokrati på spil’ af lektor ved RUC Pernille Almlund og docent ved Metropol Nina Blom Andersen.

”Når politikere, borgere og embedsfolk udtaler sig om lokaldemokrati er de ikke nødvendigvis enige om, hvad det vil sige eller om, hvordan man opnår et godt lokaldemokrati. Det ser vi meget tydeligt i et case-studie i Næstved, hvor det især overrasker, at borgerne har meget forskellige opfattelser af muligheden for indflydelse, og at det har stor betydning for, hvordan borgerne opfatter hinanden. Forskellene er centrale for at opnå indblik i lokaldemokratiets tilstand, og hvor der er brug for særlig opmærksomhed,” siger Pernille Almlund. 

’Lokaldemokrati på spil’ giver et billede af det danske lokaldemokrati ud fra et sociologisk og kommunikationsfagligt perspektiv, hvor borgere, politikere og embedsmænds samtaler om lokaldemokrati såvel som mediernes dækning er i fokus. Bogen har Næstved Kommune som case og bygger på et omfattende feltarbejde i perioden omkring kommunalvalget i 2013.

Mere info

For yderligere information kontakt lektor Pernille Almlund