| Nyhed

Årsfesttale: RUC kan og er noget særligt

Samfundet skal kunne forvente, at universitetet byder ind med viden og tænkekraft, ligesom det skal sige fra over for løgn og fordrejelser, sagde RUC’s rektor i sin tale ved årsfesten. Vi bringer et uddrag, som også har været bragt i Dagbladet Roskilde d. 16. september 2017.
Hanne Leth Andersen.
Hanne Leth Andersen, rektor ved RUC og professor i universitetspædagogik.


I år fejrer vi RUC’s 45 års jubilæum. Et kritisk, samfundsengageret og innovativt universitet.

Vi udbyder ikke alt, og vi søger ikke at dække alle områder. Vi vil hellere være fremragende på lidt færre områder.

RUC er også de sidste to år gået ind i ranking og bevæger sig op ad rangstigen blandt verdens bedste universiteter. Vi blev sidste år for første gang ranket på Times Higher, og RUC er i år rykket en gruppe frem, til en plads mellem 400 og 500 blandt de 1.100 som er på listen ud af de omkring 16.000 universiteter i verden. Taget i betragtning at RUC er et ungt universitet med et lille naturvidenskabeligt område, så er det værd at være stolte af.  Men vi skal bevare et kritisk blik i forhold til metoderne bag sammenligning og rang-listning af alverdens universiteter i al deres mangfoldighed.
 

RUC’s særkende

Men RUC’s særegenhed på uddannelsesområdet, hvad går den ud på og hvordan adskiller det problemorienterede projektarbejde i grupper sig fra andre danske universiteter? Det handler om selve det studenterstyrede pædagogiske grundlag. Det handler om at hver enkelt studerende har friheden til selv at identificere problemer og arbejde selvstændigt og systematisk med dem. RUC’s model kræver holdning, nysgerrighed og en aktivistisk tilgang til egen læring –– gerne med et ønske om at gøre verden til et bedre sted.

I en tid efter al for stærk styring af uddannelserne kalder nu selv de europæiske akkrediteringsinstitutioner på studentercentreret læring.

Det handler ikke bare om lidt projektarbejde hist og her, eller om lidt problembasering og tværfaglighed i krogene. På RUC er det 50% af tiden. Det handler om metodisk skarphed og læringsmæssig motivation, fordi mennesker vokser ved at arbejde med det, de brænder for, med problemer de skal kunne formulere skarpt og præcist og derefter arbejde med at undersøge, fordybe sig i, og i sidste ende måske løse.

RUC har en model, som vi kan genfinde på nogle af de sejeste universiteter i verden, og som andre er ved at opfinde. Men vi er også ved selv at videreudvikle og kvalitetssikre den. Det skal til, og det udfordrer os.
 

Mindre bureaukrati og kontrol

Vi tilbyder frihed og modulopbygning, men alt er ikke muligt. Universitetet skal tage ansvar for tværfaglighed og skabe helhed i uddannelserne. De studerende har frihed til at vælge, men universitetet sætter rammen og har ansvar for helheden.

Og så skal friheden og innovationen kvalitetssikres – og akkrediteres. Det er naturligt nok, men vi skal hjælpe hinanden, stat og institution, med at gøre det så vi ikke kvæler netop friheden og innovationen.

De nyeste største og mest succesrige virksomheder bevæger sig væk fra kontrol og styring, og de nedsætter transaktionsomkostningerne ved at undgå lag af kontrol og systembeskrivelser. Lad os derfor bidrage til afbureaukratisering, hvor det er muligt.
 

Roskilde som universitetsby

Universiteterne skal bidrage til både den nationale og den lokale udvikling. Med henblik på det sidste har vi på Roskilde Universitet arbejdet intenst sammen med Roskilde by. Tiden er for begge parter moden til, at vi kan skabe et tættere samspil i praksis. Roskilde kan få flere studerende til byen og blive styrket som en universitets- og studieby, og RUC kan få en bedre overgang til arbejdsmarkedet for nye kandidater.

Det gælder også i forholdet til vores region, Region Sjælland, som i disse år formulerer store ambitioner: flere skal uddannes og flere akademikere skal bosætte sig. Der er vilje til samarbejde, og forståelse for præmisserne. Det kan handle om egentlige forskningssamarbejder, om erhvervs-ph.d.er, eller om studenterdreven innovation i små og mellemstore virksomheder, hvor de studerende er i projektorienteret praktik eller skriver speciale.
 

Vigtige perspektiver på samfundet

Jeg vil gerne fremhæve RUC’s humanistiske forskere og studerende for stærke bidrag i disse år. De er med til at sætte historisk og identitetsmæssige perspektiver på samfundets udvikling, stille etiske spørgsmål, minde os om at rammerne for velfærdsstat og kulturpolitik forandrer sig næsten lige så eksponentielt som teknologien, og de hjælper os med at forstå de valg, vi måske glemmer, vi har som borgere og mennesker.

Der er så mange seje forskere på RUC. Det er hver dag en ære at få lov til at arbejde på et universitet med så mange dedikerede, engagerede mennesker. 

RUC kan og skal kunne noget særligt. Her skal være plads til det særlige engagement, til det skæve projekt, som måske fører til helt nye opdagelser. Samfundet skal kunne forvente, at universitetet byder ind med viden og tænkekraft, lige såvel som at det siger fra i forhold til løgn og fordrejelser. Viden og dannelse er et akut behov for samfundet, internationalt og lokalt, og RUC kan i særlig grad bidrage.