Populismen vil blive modereret af mainstreampartierne

Brexit. Støtten til Front National i Frankrig. Fremgangen for det højrenationale parti Alternative für Deutschland i Tyskland.

De strømninger, man ser flere steder i europæisk politik i øjeblikket – er af mange blevet tolket som et oprør mod eliterne og mainstreampartierne. 

En af årsagerne til oprøret er, at mainstreampartierne ikke har formået at indfange væsentlige politiske bekymringer blandt vælgerne, påpeger lektor og politolog ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv Mads Dagnis Jensen, som samtidig mener, at den udvikling er ved at ændre sig:

»Ud fra et demokratisk perspektiv er det, der sker i øjeblikket med oprøret mod eliterne, en slags justering. Trump og Brexit er et udtryk for, at mange mainstreampolitikere ikke har været tilstrækkeligt i kontakt med deres vælgere. F.eks. ser man i Nederlandene, at premiereministeren for at mindske Geert Wilders indflydelse har været nødt til ændre flygtninge- og indvandrerpolitik. Det samme ser vi med det danske socialdemokrati, der har måttet lægge kursen om for at være mere på bølgelængde med deres vælgere og derved mindske tabet af stemmer til Dansk Folkeparti.«
 

Nuancer af gråt

Set i et demokratisk perspektiv er det problematisk, hvis partierne ligner hinanden for meget – eller når de taler om ’nødvendighedens politik’ som om, at der kun er én given vej, påpeger Mads Dagnis Jensen:

»Mange oplever det som forskellige nuancer af grå – f.eks. Margrethe Vestager og ’nødvendighedens politik’. Der er ikke noget, der hedder ’nødvendighedens politik’. Politik er politik, og reelt er der forskellige alternativer, man kan vælge imellem. Hvis befolkningen får det indtryk, at vi skal redde bankerne, fordi det er nødvendighedens politik, eller at man ikke kan ændre på de negative konsekvenser af globaliseringen – hvis der ikke er valgmuligheder - så vender vælgerne sig mod nogen, der giver dem valgmuligheder. Og det vil så være de populistiske partier,« påpeger Mads Dagnis Jensen.

Fagforeninger som ventil for populisme

At der altid er alternativer og at stærke fagforeninger kan spille en rolle i forbindelse med populistiske strømninger, er forhandlingerne om Servicedirektivet fra EU et eksempel på. 

Da EU vedtog direktivet i 2006, var det betydeligt mindre ambitiøst end det oprindelige forslag fra januar 2004. 
Direktivet havde til formål at fjerne barrierer for EU-borgeres ret til at arbejde i andre EU-lande og at gøre det lettere for især små og mellemstore servicevirksomheder at eksportere og importere på EU's indre marked. Modificeringen af direktivet er interessant i relation til Brexit og de politiske strømninger, man generelt ser i europæisk politik i øjeblikket, påpeger Mads Dagnis Jensen. 

Der var nemlig mange uenigheder forud for vedtagelsen af Servicedirektivet i EU. Storbritannien, som nu er ved at melde sig ud af EU, var stærke tilhængere af et omfattende Servicedirektiv, fordi landet traditionelt har stået for en liberal dagsorden i EU. Og det var de østeuropæiske lande også, da de var interesseret i, at deres borgere kunne operere frit i de andre europæiske lande. Når det alligevel endte med en modificering af Servicedirektivet, var det bl.a. fordi, at en række europæiske fagforeninger mobiliserede sig imod det og påpegede, at det ville lede til betydelige lønnedgange. 

»De fremstillede det som om, at en blikkenslager fra Polen ville kunne operere i f.eks. Danmark på polske vilkår og til polske priser, hvilket ikke var tilfældet,« forklarer Mads Dagnis Jensen. 

»Hvis vi ser på oprøret i Storbritannien nu, og hvad servicedirektivet kan sige om det, så kan det måske sige noget om, at der i Storbritannien ikke er stærke fagforeninger, der har kunnet stå imod liberaliseringer, og derfor ser vi så meget større en modstand mod EU og dele af eliterne i befolkningen. I Storbritannien og USA er der svagere fagforeninger sammenlignet med kontinentaleuropa; de har ikke formået at få politikerne til at gøre noget ved de negative konsekvenser af globaliseringen og derved afskærme borgerne fra dem,« siger han.
 

Tilbagevenden til det normale

Den populistiske drejning, vi ser i europæisk politik, vil dog ikke fortsætte, vurderer forskeren. 
Han peger på, at der også i kølvandet på den økonomiske krise i 1970’erne skete en polarisering, men at den blev mindre med tiden. 

»Vi skal ikke lade os styre af, hvad der sker lige nu, for i de kommende år kan vi forvente at se, at mainstreampartierne vil moderere de populistiske kræfter eller at de populistiske partier vil forvandle sig til mere dydige mainstreampartier,« siger Mads Dagnis Jensen.  

Mads Dagnis Jensen, lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, underviser bl.a. på International Public Administration and Politics og Forvaltning.
 

Populisme som politisk brændemærke

Når det gælder hele diskussionen om populisme understreger Mads Dagnis Jensen, at den videnskabelige definition af populisme er meget anderledes end den, der anvendes i den offentlige debat:

»Populisme er et svært begreb. I den offentlige debat er det et politisk brændemærke, man sætter i panden på sine politiske modstandere, som man anklager for at lefle for folkeånden. Men hvis man arbejder med populismebegrebet videnskabeligt, så er der en anden og præcis definition af begrebet formuleret af Daniele Albertazzi og Duncan McDonnell,« forklarer Mads Dagnis Jensen og fortæller, at der er to hovedkriterier, som et parti skal opfylde for at kunne defineres som populistisk:

»Det ene kriterie er, at det skal definere sig imod de siddende magthavere, som man beskylder for at være uden forbindelse med almindelige mennesker. Det andet kriterie er, at man skal definere sig negativt mod ’nogle andre, der fremstilles som farlige'.« 

For højrepopulister vil de ’farlige andre’ være indvandrere. For venstrepopulister er de ’farlige andre’ den globale kapitalisme eller dem, der sviner miljøet til, forklarer han og påpeger, at Alternativet lever op til kriterierne for et populistisk parti, hvorimod det er svært at definere Donald Trump som højrepopulist efter, at han er blevet valgt som præsident, fordi han jo er blevet den sidende magthaver og derved en del af eliten.  

»Det samme er tilfældet med Dansk Folkeparti, der tit kaldes populister. De har været støtteparti for borgerlige regeringer igennem flere omgange og lagt stemmer til meget af deres politik, så derfor lever de ikke op til kriteriet om at være antielitære, da de er en del af eliten og det etablerede system. Det samme gælder Liberal Alliance, som nu er trådt ind i regeringen. Så er de nødt til at tage magtens åg på sig og lægge noget af den populistiske retorik på hylden,« siger Mads Dagnis Jensen.