Bachelorstuderende Lucas
Jeg læser Fysik + Environmental Biology på Naturvidenskabelig Bachelor. Jeg overvejede, om jeg skulle læse fysik på DTU eller biologi på Københavns Universitet. Og var i vildrede fordi jeg gerne ville begge dele. Men på Naturvidenskabelig Bachelor kan man kombinere en masse fag – også fysik og biologi, så det gjorde udslaget.
Hvad var din fordom om RUC, inden du startede?
Jeg vidste ikke så meget om RUC. Men de af mine venner, som skulle til DTU, tror, at RUC er et hippiested, hvor man laver fingermaling, drikker øl hele dagen og bare sidder i rundkreds.
Jeg synes, studiemiljøet er ret fantastisk
Hvis noget er rigtigt, så er det, at der er alle typer her; og man kan få lov til at være lige præcis den, man er. Alle er meget imødekommende og meget venlige. Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har oplevet dårlig stemning, mobning eller lignende, så jeg synes, studiemiljøet er ret fantastisk. Indimellem laver vi mad sammen her i huset, eller spiller Bezzerwizzer. Men der er altså ikke så meget rødstrømpe over RUC. Bare en del mere frihed til at fordybe sig i det, der interesserer én. Og når jeg taler med mine venner, som valgte DTU eller KU, så vil jeg absolut vurdere, at undervisningsniveauet og sværhedsgraden her på RUC er lige så højt som på de andre universiteter. Her vælger man bare selv i højere grad, hvad man gerne vil fokusere på i sin uddannelse.
Hvad har du arbejdet med indtil nu?
Det første rigtige projekt handlede om fusionsenergi. Vi kombinerede en væsentlig samfundsproblematik med naturvidenskab, og undersøgte, hvordan man kunne udvikle fremtidens energi. Vi så derfor på nogle af de fremmeste fusionsenergi-projekter i verden, blandt andet i Frankrig hvor man er i gang med at bygge en stor reaktor. Det sammenlignede vi med et projekt i Californien og undersøgte, hvad det kan, og om det er realistisk at satse på nogle af disse teknologier, samt hvilke miljøudfordringer, der er ved det. Det var ret interessant.
Hvad skal dit næste projekt handle om?
Altså helt tilbage fra 5. klasse har jeg drømt om at være marine-biolog. Så jeg regner med at se på, hvordan metalpartikler forurener vores havvand. Hvilken effekt det har på dyrene, og hvad kan man i givet fald kan gøre ved det. Sådan et projekt er et typisk RUC-projekt, der både har en videnskabelig tilgang og samtidig løser et problem.
Spændende, så hvor skal det ende?
Uh, svært at sige. Men karrieremæssigt vil jeg gerne både forske og anvende den viden, jeg får nu. Det kan fx være via arbejde for WWF – Verdensnaturfonden eller Greenpeace eller en anden organisation, der bidrager positivt til miljøet. Men det kunne også være på Den Blå Planet.