RUC og Region Sjælland kan hjælpe hinanden med kerneopgaver
Roskilde Universitet og Region Sjælland har de seneste tre år haft et forskningssamarbejde inden for sundhedsfremme, sundheds-it, medicinalbiologi, innovation og effektivisering i sundhedssektoren.
Nogle af de foreløbige resultater blev præsenteret på et seminar på Roskilde Universitet onsdag den 8. februar.
I et af projekterne forsøger forskere fra Roskilde Universitet og Region Sjælland at identificere biomarkører i blodet, der muligvis kan bruges til at opspore kræft i bugspytkirtlen og æggestokkene tidligere.
Præsentationerne blev fulgt op af en paneldebat, hvor Roskilde Universitets prorektor Peter Kjær opsummerede gevinsterne ved samarbejdet.
"Vi kan hjælpe hinanden til at opfylde hver vores kerneopgaver, så vi kan realisere det, vi er sat i verden for," sagde han.
Samarbejdet har blandt andet udmøntet sig i tre fælles forskningsprojekter, otte ph.d.- og postdoc-forløb og gennemførelse af uddannelsesforløb til opkvalificering af regionens spirende forskere.
Både Roskilde Universitet og Region Sjælland udtrykte interesse for at fortsætte et samarbejde.