Verden står overfor store udfordringer med økonomisk ulighed og polarisering, udtømning af naturressourcer og klimaforandringer. For at kunne omstille samfundet og skabe holdbare løsninger er der brug for dygtige økonomer, der kan tænke bæredygtighed ind i alle led af forretningen, både i offentlige og private virksomheder.
Faglig profil
På kandidatuddannelsen i Samfundsøkonomi får du en unik profil, hvor du får en stærk økonomifaglighed, og samtidig en dyb indsigt i bæredygtighed og grøn omstilling.
Som studerende beskæftiger du dig med samfundets forskellige bæredygtighedsudfordringer ved hjælp af avanceret teoretisk og praktisk viden om økonomiske omstillingsprocesser på mikroniveau, det vil sige individer og virksomheders adfærd, på makroniveau, fx sektor– og samfundsniveauet, og på internationalt niveau.
Uddannelsen er kendetegnet ved at gå ud over traditionelle faggrænser. Det betyder, at du bliver veluddannet både inden for klassiske og moderne tilgange til økonomisk videnskab, fra neoklassisk økonomi til økologisk økonomi og institutionel økonomi. Samtidig lærer du at bruge din viden om økonomi i forhold til bæredygtighedsproblematikker.
Som studerende har du mulighed for at forme din uddannelse og styrke dine kompetencer inden for en af uddannelsens to faglige profiler:”Grøn Omstilling” eller ”Bæredygtig Finansiering”. Det gør du ved at vælge kurser og skrive projekter inden for den faglige profil, du gerne vil have.
Din hverdag på studiet
Du bliver en del af et aktivt og ambitiøst studiemiljø, hvor vi mødes i vores fælles interesse for bæredygtighed og samfundsøkonomi. Vi prioriterer tæt kontakt mellem studerende og undervisere, både når vi arbejder sammen i kurser og projekter, og når vi afholder faglige og sociale arrangementer. Når vi fx inviterer samfundsøkonomer, politikere, embedsmænd og virksomhedsledere til RUC er det for sammen at blive klogere på, hvordan vi bedst tackler bæredygtighedsudfordringerne. Ved at engagere dig får du ikke kun ny viden, men også et stærkere netværk, både fagligt og socialt. Husk at studiekammeraterne kan blive dine første samarbejdspartnere i arbejdslivet.
Karriere og kompetencer
Som kandidat i Samfundsøkonomi kan du fx arbejde som:
- Konsulent med speciale i bæredygtig organisationsøkonomi, hvor du analyserer organisationers struktur og ledelse og rådgiver om markedsundersøgelser, politisk indflydelse, og grøn omstilling som ansat hos fx Deloitte.
- Analytiker med speciale i international økonomi, hvor du fx arbejder med at analysere den globale økonomi, det internationale monetære system og global finansiering som ansat hos fx Dansk Industri.
- Specialist i kommunal klimaøkonomi, hvor du udarbejder kommunale handlingsplaner for fremme af grøn omstilling og reduktion af CO2-udledning som ansat i en kommune.
- Dataanalytiker, hvor du konstruerer empiriske modeller der kan forklare økonomiske forhold, som erhvervsinvesteringer og økonomisk vækst, som ansat i fx Erhvervsministeriet.
- Specialist i bæredygtigheds-standardisering, hvor du arbejder med at fremme standardisering inden for miljømæssig bæredygtighed, udbrede standarder til markedet og opbygge nye eksterne samarbejder som ansat hos fx Dansk Standard.