| Tæt på videnskaben

Vi får verdensborgere - og et B-hold

Som nation vil vi gerne ride med på internationaliserings-bølgen. Men noget tyder på, at der blandt de unge er et A- og et B-hold, mener ekspert i sprog og internationalisering.
Anne Fabricius - Rubrik
Foto: Uffe Weng


Det er på uddannelsesinstitutionerne, de unge tager de første skridt mod internationalisering. Men noget tyder på, at der er unge, der aldrig når at tage det første skridt – hverken mod videregående uddannelse eller mod at kunne begå sig på det globale arbejdsmarked. Og det er skidt, mener lektor Anne Fabricius, Institut for Kultur og Identitet på RUC.

»Der er en stigende geografisk og social mobilitet, hvis vi ser på Europa. Folk flytter sig med deres sproglige ressourcer – og det er fx ikke længere så mærkeligt, at en spanier tager til Danmark for at læse engelsk,« påpeger hun og fortsætter:

»Men det er jo ikke et generelt billede. Og jeg kan bestemt godt frygte, at vi i fremtiden får et A-hold, der taler engelsk, tager videregående uddannelse, rejser meget og orienterer sig internationalt – og et B-hold, der ikke mestrer engelsk, er meget nationalistisk indstillet, ikke får en videregående uddannelse og dermed heller ikke de mere attraktive jobs. Derfor påhviler der uddannelsesinstitutionerne et stort ansvar i forhold til at klæde de unge på til internationaliseringen.«

Lektor Anne Fabricius, Institut for Kultur og Identitet på RUC, er selv et glimrende eksempel på internationalisering. Hun er født og opvokset i Australien men har de seneste 20 år boet i Danmark, hvor hun arbejder hjemmevant på både dansk og engelsk. Og hun er ikke spor bange for, at vi bliver sprogligt fattigere på dansk i takt med, at engelsk glider stadig mere ind i vores daglige sprog.

»Der er ikke noget, der tyder på, at børn bliver sprogligt fattigere på deres modersmål, selv om de orienterer sig stadig mere på engelsk via internet, computerspil, musikvideoer og film. Jeg ser tværtimod nogle tegn på, at de unges sproglige opfattelse ikke kan sættes ind i de rammer, vi benyttede os af for en generation siden,« påpeger hun.

Skolerne vil – men eleverne er ikke interesserede
»Internationalisering er en proces, et møde mellem mennesker. Og det gør det ikke alene, at man kan tale engelsk. Det kræver bevidstgørelse,« understreger Anne Fabricius.

At eksempelvis erhvervsskolerne er meget opmærksomme på deres ansvar, når det drejer sig om at klæde de unge på til at kunne orientere sig internationalt, viser en helt ny undersøgelse, som Styrelsen for Universiteter og Internationalisering har foretaget.

De har indsamlet informationer fra 74 handelsskoler, tekniske skoler, landbrugsskoler og SOSU-skoler, og den viser, at internationale samarbejdsaktiviteter er på dagsordenen og prioriteres på langt de fleste institutioner.

Fx har otte ud af 10 erhvervsskoler øget antallet af elever på udlandsophold, og syv ud af 10 skoler har udvidet samarbejdet med udenlandske skoler om undervisningsaktiviteter i løbet af det seneste år. 86 procent af skolerne har en strategi for internationalisering, og undersøgelsen peger på, at strategi og ledelsesmæssig opbakning har stor betydning for, hvordan internationale aktiviteter vægtes.

»Det er positivt, men der er lang vej endnu. En undersøgelse viser nemlig også, at en af de største barrierer for internationalisering er, at de studerende ikke er interesserede. De synes ganske enkelt ikke, emnet er relevant, når der bliver tilbudt undervisning i internationalisering. Og det er en udfordring, skolerne må tage op,« forklarer Anne Fabricius.

Sproglig og kulturel barriere
Vil man studere internationalisering i forbindelse med videregående uddannelser, er universitetet et oplagt ”laboratorium”. På RUC er der, blandt personalet, medarbejdere fra 25 forskellige nationer, og de studerende kommer fra 90 forskellige lande.

Som medlem af CALPIU, Cultural and Linguistic Practices in the International University, forsker Anne Fabricius og hendes forskergruppe blandt andet i, hvordan internationaliseringen spiller sammen i forskellige kontekster på RUC.

Forskningscentret, der foreløbig har bevilling frem til 1. november 2012, ser også på, hvordan universitetet profilerer sig i omverdenen.

»Vi er netop nu færdige med dataindsamlingen og i gang med analyserne. Derfor kan vi ikke trække konklusioner ud endnu. Flere tidligere rapporter peger imidlertid på, at udenlandske Erasmus-studerende føler sig udenfor, når de kommer til et universitet i et andet land – ikke bare i Danmark. De oplever, at folk er svære at komme i kontakt med – at der er en sproglig og kulturel barriere,« forklarer Anne Fabricius.

Vi taler dansk, når vi kan
Derfor er det interessant at se på, hvordan man overvinder den sproglige og kulturelle barriere. CALPIU arbejder netop nu på at skaffe bevillinger til at forsætte forskningsprojektet.

Samtidig vil man også gerne i gang med at se på internationalisering i virksomhederne.

»Vi har netop haft en ph.d.-studerende, der arbejdede med engelsk som arbejdssprog i virksomhederne. Og selvom stadig flere virksomheder indfører engelsk som arbejdssprog, er praksis, at vi taler dansk, når vi kan – og engelsk, når vi skal. Så selv om vi gerne vil internationaliseringen, kommer den ikke af sig selv. Vi er derfor på instituttet gået i gang med at arbejde på en ny uddannelse, der skal uddanne rådgivere i internationalisering til virksomhederne. Desuden har vi en ansøgning liggende om at komme ud til virksomhederne og se nærmere på, hvordan virksomhederne orienterer sig og arbejder internationalt i dagligdagen,« fortæller Anne Fabricius.
 

CALPIU

Cultural and Linguistic Practices in the International University, CALPIU, forsker først og fremmest i funktionen af sproget i forhold til de sociale og kulturelle praksisser på universitetet, især betydningen af sprogvalg og sprogfærdighed i forhold til organisation, didaktik, læreprocesser og fagligt indhold af uddannelser inden for humaniora og samfundsvidenskab og naturvidenskab.

Målet er at fremme professionaliseringen af universiteternes uddannelse i en international sammenhæng gennem basal grundforskning, der undersøger disse spørgsmål.