| Tæt på videnskaben

Sådan skaber vi en bedre offentlig sektor

Hvordan løfter kommunerne den vanskelige opgave at løse komplekse samfundsproblemer som fx arbejdsløshed og klimaomstilling på nye måder? Et professor-ægtepar fra RUC har med ny forskning sat seriøst gang i debatten om en forbedret offentlig sektor.
Eva Sørensen - Jacob Torfing - Rubrik
Foto: Uffe Weng


Øgede krav fra borgerne kombineret med en stram økonomisk politik gør det svært at være leder i det offentlige i dag.

Gabet mellem ressourcer og forventninger kan dog ifølge to professorer fra RUC mindskes ved at samarbejde med de folk, der befinder sig på den anden side af skranken. De kalder det samar - bejdsdrevet innovation.

Forskningsprojektet CLIPS, der er lokaliseret på Institut for Samfund og Globalisering samler viden om drivkræfter og barrierer for samarbejdsdrevet innovation. Det foregår i tæt kontakt med ledere i stat og kommuner for at udvikle nye samarbejdsformer.

Lyt til brugerne
»Innovation sker i dag oftest in-house blandt ledere og medarbejdere i den enkelte institution eller forvaltning. Dermed afskærer man sig fra vigtige input fra brugere, politikere, andre offentlige instanser, og relevante private virksomheder og organisationer. Der er et enormt innovationspotentiale i de parter,« fortæller professor Eva Sørensen, der sammen med professor Jacob Torfing driver projektet og længe har forsket i netværk og partnerskaber.

I 2009 viste en undersøgelse fra FTF (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesarbejdsløshedskasse), der er hovedorganisation for 450.000 offentlige ansatte, at kun omkring 30 procent af de offentlige ledere fandt, at brugere kan bidrage med relevante ideer til forbedring af kvaliteten i den offentlige service.

Det var et af de fakta, der satte CLIPS i gang.

»Sæt stikket i samfundet. Vink farvel til de offentlige ledere som innovationshelte. Det er, når parter forstyrrer hinanden og udveksler viden, at der udvikles fælles ejerskab og brugbare løsninger,« lyder det fra Eva Sørensen.

Stor interesse
Ikke mindst i den kommunale verden, som er tættest på borgerne, er der stor interesse for samarbejdsdrevet innovation. Professorerne er derfor i konstant dialog med stat og kommuner om, hvordan de kan indføre samarbejdsdrevet innovation.

I den forbindelse har CLIPS-projektet bl.a. sat to akademier i gang for ministerier og kommuner.

Akademierne er workshopforløb, der skaber dialog mellem forskere og praktikere om samarbejdsdrevet innovation. I tilrettelæggelsen af disse processer har RUC's anvendelsesorienterede forskningstradition været til stor hjælp. Også den tværfaglige og problemorienterede arbejdsform er kommet til nytte.

»Når du ser på bandekonflikter, handler det både om integration og beskæftigelse og uddannelse og sundhed. Hvis man ikke tænker på tværs, kan problemerne ikke løses. Vi skal væk fra, at Danmarks ”krise” kun kan stoppes ved at bruge grønthøstermetoden,« siger Jacob Torfing.

Professor-team
Det helt specielle ved Eva Sørensen og Jacob Torfing er, at de også danner partnerskab privat.

»Vi oplever det som en gevinst at have en løbende debat – også på en skitur. Der er en masse synergi, når vi samler viden op og deler med hinanden. Vores børn har dog nok indimellem syntes, at det blev lidt for meget,« fortæller Jacob Torfing.

På jobbet passer de på ikke at komme til at virke som en blok.

»Derfor sørger vi for ikke at tale ting igennem før møder fx. Så det er faktisk tit, at vi har forskellige holdninger,« siger Jacob Torfing.

 

CLIPS

CLIPS (2009-2013) står for ‘Collaborative Innovation in The Public Sector’. Fokus er samarbejdsdrevet innovation, som forskerne definerer som 'skabelse og implementering af ny viden og kreative ideer genereret gennem gensidig læring fra interaktion mellem brugere, professionelle, offentlige ledere, politikere, konsulenter, interesseorganisationer og private virksomheder'.

Projektet skal bl.a. udvikle metoder til at forbedre serviceniveauet i den offentlige sektor. CLIPS er finansieret af Det Strategiske Forskningsråd og gennemføres i et samarbejde mellem forskere og partnere fra RUC, KU, CBS, AAU, FTF, Center for Offentlig Kompetenceudvikling, Dacapo-teatret og Metropol.