| Nyhed

RUC i spidsen for den danske del af stort EU-støttet studie om bæredygtighed i landbrugs- og fødevaresektoren

Professor Niels Heine Kristensen fra Roskilde Universitet leder arbejdet med at kortlægge kompetencer til en bæredygtig omstilling i landbrugs- og fødevaresektoren.
Niels Heine Kristensen
Professor Niels Heine Kristensen leder den danske del af det internationale forskningsprojekt NEXTFOOD.


Europa-Kommissionen har i stigende grad fokus på en bæredygtig og klimasmart omstilling af landbrugs-, fødevare- og måltidssektoren, og derfor har kommissionen igangsat en række forskningsprojekter, der skal skabe det nødvendige forskningsmæssige grundlag for de indsatser og strategier, som planlægges for de kommende år.

Et af forskningsprojekterne er det fireårige internationale projekt NEXTFOOD, som Europa-Kommissionen har støttet med over 50 millioner kroner for at afdække, hvilke fornyelser og styrkede kompetencer de relevante faggrupper inden for hele sektoren får brug for både på det tekniske og organisatoriske område.

Professor Niels Heine Kristensen fra Roskilde Universitet står i spidsen for det danske partnerskab i NEXTFOOD-konsortiet, og han leder projektets arbejde med at kortlægge, hvilke kompetencer der er brug for i forbindelse med en bæredygtig omstilling af sektoren.

”Den kommende generation af fagfolk får brug for en konkret viden om, hvordan vi bedre og hurtigere får omstillet vores landbrugs- og fødevareproduktion til at blive mere bæredygtig og klimavenlig. En forudsætning for det er, at vi har den rigtige viden, og at den er forskningsbaseret. Et overordnet formål med NEXTFOOD-projektet er at sikre, at vi får denne viden systematiseret, og at den gøres tilgængelig for både uddannelsessektoren, erhvervet og beslutningstagere i samfundet. Vi ved fra eksempelvis vindmøllesektoren, at en sådan målrettet viden om både de tekniske og organisatoriske forhold kan være med til at skabe ny dynamik i en hel sektor og skubbe på en grøn omstilling,” siger Niels Heine Kristensen.

Niels Heine Kristensen har mange års erfaring inden for forskning i bæredygtig og økologisk omstilling i hele fødevaresektoren og har gennem årene bidraget til, at kommende generationer af fagfolk under deres uddannelse får kompetencer i, hvordan en bæredygtig omstilling mest effektivt kan tilrettelægges og gennemføres i tæt samarbejde med partnere fra erhvervslivet, institutioner og myndigheder.

Som en del af forskningsprojektet vil Roskilde Universitet i de kommende år være i dialog med nøglepersoner i hele den danske fødevaresektor om at skabe data og viden, som omfatter både landbruget, fødevaresektoren, måltidssektoren og den gastronomiske sektor.

Den nye viden, der bliver skabt i NEXTFOOD-projektet, vil være tilgængelig for både Europa-Kommissionen og mange af sektorens aktørgrupper og beslutningstagere, der gennem den nye, forskningsbaserede viden får et mere robust grundlag for at beslutte, hvordan de kan bidrage til at planlægge og gennemføre en bæredygtig omstilling hos dem selv.

NEXTFOOD-konsortiet består af 19 partnere i 13 forskellige lande fordelt på tre kontinenter, og det har et samlet budget på 54 millioner kroner, hvoraf 4,5 millioner kroner går til det danske hold på Roskilde Universitet.