| Nyhed

Roskilde Universitet arbejder med FNs verdensmål på mange planer

Roskilde Universitets tilgang til arbejdet med FNs verdensmål for bæredygtig udvikling er tværfaglighed og samarbejde på tværs af sektorer.
FN's Verdensmål
"Bæredygtighedsudfordringen er et fælles projekt, vi skal løfte sammen," siger Roskilde Universitets prorektor Peter Kjær. Foto: Tim Houman

 

I 2015 vedtog FN 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, som forpligter FNs medlemslande til at holde den rette kurs frem mod 2030.

Verdensmålene spiller også en væsentlig rolle på Roskilde Universitet – og sætter sit præg flere steder i universitets arbejde.

”I vores seneste strategi har vi meldt ud, at Roskilde Universitet ’skal være med til at skabe bæredygtige løsninger på fremtidens store udfordringer nationalt og globalt’. Ambitionen er særdeles krævende, men det er da heller ikke en opgave, vi skal løfte alene. Den kan kun realiseres sammen med andre samfundsaktører som kommuner, virksomheder, organisationer ogborgere. Bæredygtighedsudfordringen er et fælles projekt, vi skal løfte sammen, hvilket også kommer til udtryk i FNs verdensmål nummer 17, som netop handler om partnerskaber,” siger Roskilde Universitets prorektor Peter Kjær.

Roskilde Universitet har et strategisk mål om at foretage forskning og uddannelse, der bidrager til at opnå FNs 17 verdensmål, og til det formål har universitetet blandt andet oprettet forskningscenteret CIRCLES. CIRCLES er et tværfagligt forskningscenter, der fokuserer på cirkulær økonomi og bæredygtig udvikling.

Under CIRCLES er en række forskningsprojekter, som direkte eller indirekte hænger sammen med FNs verdensmål. Det drejer sig blandt andet om projektet ’Rethinking Sustainability: Progressive Models and the UN Sustainable Development Goals’, hvor fokus har været, hvordan FNs verdensmål for bæredygtig udvikling kan bruges i ledelse for at udvikle nye og progressive forretningsmodeller, og hvordan private virksomheder såvel som samarbejdet mellem virksomheder, det offentlige og NGO’er kan rumme et potentiale i udviklingen af disse dynamiske forretningsmodeller.

Et andet eksempel er projektet ’Humanitarian Innovation for sustainable development’, hvor forskergruppen bag projektet vil undersøge, hvordan NGO’ers unikke viden om lokale behov på fremspirende markeder kan fungere som fundament for partnerskaber med virksomheder for at skabe bæredygtige løsninger.

Et tredje eksempel er Horizon 2020-projektet CityLoops, hvor Roskilde Universitet i samarbejde med 27 internationale partnere skal udvikle viden og værktøjer til af fremme den cirkulære økonomi i de seks europæiske byer Sevilla, Porto, Apeldoorn, Mikkeli, Bodø og Roskilde/Høje Taastrup. I den danske del af projektet skal RUC samarbejde med blandt andet Roskilde- og Høje Taastrup Kommuner om udvikling og demonstration af planlægningsværktøjer, der skal fremme genanvendelsen af byggematerialer.

CIRCLES samler forskere på tværs af Roskilde Universitet og på tværs af forskningsfelter.
 

Partnerskaber mellem kommuner og universitet

Mange danske kommuner har kastet sig over opgaven med at implementere verdensmålene, ligesom universiteter er centrale aktører, hvis man som samfund skal løfte bæredygtighedsudfordringen.

Det kræver et samarbejde, og derfor er Roskilde Universitet i gang med at indgå strategiske partnerskabsaftaler med kommuner i Region Sjælland, og aftalerne vil tage udgangspunkt i FNs verdensmål og skal skabe rammen for samspillet mellem kommuner og universitet.

Eksempelvis deltager Roskilde Universitet i ’Partnerskabet for Cirkulære Kommuner’, hvor RUC i samarbejde med kommuner, virksomheder og vidensinstitutioner i Hovedstadsområdet udvikler en række innovative udviklingsprojekter om offentlige grønne indkøb samt genanvendelse af byggerimaterialer, erhvervsaffald og tekstiler.

I fællesskab skal kommuner og universitet udpege de konkrete områder, hvor man skal tage konkrete initiativer.

Læs mere om tankerne bag kommunernes og universiteternes muligheder for at bidrage med konkrete løsninger på samfundets store udfordringer.

 

RUC på Folkemødet

På Folkemødet i 2019 vil Roskilde Universitets arrangementer have en rød tråd, der handler om universitetets rolle i samfundet og konkrete bidrag til en positiv udvikling under rammen af FNs 17 verdensmål, som er Folkemødets overordnede tema.

Det sker gennem tre arrangementer om forskningsformidling, samarbejder og partnerskaber og værdien af forskning.

Arrangement nummer 1: FNs verdensmål: Kan partnerskaber løse problemerne?

I denne debat sætter Roskilde Universitet fokus på, hvilke muligheder og udfordringer der er for at indgå i strategiske og værdifulde partnerskaber for at flytte samfundet fremad i en bæredygtig retning.

Arrangementet kommer blandt andet til at sætte følgende spørgsmål til debat:

- Hvordan kan man forene virksomheders behov for kommerciel vækst med forskernes fokus på grundforskning, der som udgangspunkt ikke har et konkret anvendelsesperspektiv? Hvordan spiller virksomheders behov for hurtige løsninger sammen med forskernes rammer i langsigtede forskningsprojekter? Hvordan undgår vi, at omfattende dokumentationskrav fra for eksempel fonde og myndigheder kvæler forskernes engagement og incitament til at søge innovationsmidler? Hvad er politikernes rolle og ansvar for at sikre, at rammerne for at gå sammen i partnerskaber er til stede?

Fra RUC deltager professor Jeppe Dyre i panelet.

Debatten finder sted torsdag den 13. juni klokken 13-14 i Røgeriets Debattelt.
 

Arrangement nummer 2: Fra forskning til folkelig formidling: Hvor blev den kvalificerede viden af?

Ny viden flytter samfundet fremad. Eller gør den? For ny viden er ikke altid kvalificeret viden. I en verden som bugner af rå data, og hvor alle har direkte adgang til at analysere, fortolke og formidle deres versioner af datamængderne, er viden i risiko for at blive subjektiv.

Hvilke etiske og samfundsmæssige perspektiver er der i oversættelsen fra kompleks forskning til forenklet formidling? Hvilke konsekvenser er der for samfundets sammenhængskraft, når viden bliver udtryk for et subjektivt valg? Hvordan styrker vi befolkningens evne til at sortere viden og navigere i informationssamfundet?

I denne paneldebat vil der blandt andet blive set nærmere på forskningens rolle og ansvar i samfundet, og det etiske ansvar for stærk formidling.
Fra RUC deltager professor Lone Simonsen og professor Sine Nørholm Just i panelet.

Debatten finder sted fredag den 14. juni klokken 16.30-17.30.
 

Arrangement nummer 3: Forandrer forskning verden?

Tre toneangivende forskere fra RUC giver et indblik i deres forskning, og hvilken betydning deres forskning kan have for samfundsudviklingen. Til arrangementet bliver tilhørerne klogere på tre vigtige og aktuelle forskningsemner, når de tre forskere holder et mini-oplæg om deres forskning.

Arrangementet vil være bygget op på følgende måde: Hver forsker holder et mini-oplæg, og herefter kan publikum og ordstyrer stille spørgsmål. På den måde veksles der mellem oplæg og inddragelse af publikum.

Fra RUC deltager professor Jeppe Dyre, professor Lone Simonsen og professor Sine Nørholm Just som oplægsholdere.

Debatten finder sted lørdag den 15. juni klokken 10.30-11.30 i Røgeriets Debattelt.

 

Transforming for Sustainability
Roskilde Universitet og FN Byen arrangerede konferencen 'Transforming for Sustainability', der havde FNs verdensmål for bæredygtig udvikling som omdrejningspunkt. Foto: Tim Houman