Replik: »Kvinder over 45 bør have adgang til kunstig befrugtning«

At få børn er for de fleste af os et stort ønske. Desværre har cirka 15 pct. af alle, som ønsker at få børn, vanskeligt ved at få børn. Men siden 1984 har det i Danmark været muligt at hjælpe en del af disse individer med at få ønskebørn. Ifølge dansk lov er det nemlig lovligt at assistere voksne individer med kunstig befrugtning – du må bare ikke være en kvinde over 45 år.

Ifølge loven om kunstig befrugtning er det strafbart (fire måneders fængsel) for en såkaldt sundhedsperson – fx en læge – at hjælpe kvinder over 45 år med kunstig befrugtning. Spørgsmålet er nu, om loven er etisk forsvarlig?

Jeg vil i det følgende præsentere et argument til fordel for at ændre loven. Herefter vil jeg kritisere tre centrale argumenter for det modsatte.
 

Lige adgang til sundhedsvæsenets ydelser

Et centralt argument bygger på princippet: Alle individer har lige ret til sundhedsvæsenets ydelser – uanset alder, ægteskabelig status, religion, hudfarve, seksualitet etc. Jeg antager, at de fleste individer i vores samfund finder princippet plausibelt. Der er næppe mange, der vil mene, at der er god grund til at afvise en person med en sprængt blindtarm til en operation, blot fordi denne person er over 45 år, eller fordi personen er kvinde.

Loven om kunstig befrugtning er således i modstrid med et centralt princip i vores sundhedsvæsen.

Det forekommer derfor dobbeltmoralsk, at loven udelukker, at læger hjælper kvinder over 45 år med at få børn via kunstig befrugtning, medmindre at man kan give gode grunde for en sådan forskelsbehandling.

Lad os se på nogle forsøg i denne retning.
 

1. Hensynet til kvindens livskvalitet
Et argument til fordel for loven bygger på, at kvinden ikke ved, hvad der er godt for hende selv. Loven er sat i værk for at beskytte kvinden mod at skade sig selv. De skader, som man påstår, at kvinder udsætter sig selv for, har typisk at gøre med, at ældre kvinder har svært ved at klare de fysiologiske og psykologisk belastninger, som en graviditet og fødsel vil medføre. Men argumentet er ikke overbevisende.

For det første er der ingen grund til at tro, at kvinder over 45 ikke er ligeså kompetente beslutningstagere som kvinder under 45 år (og alle mænd over 18 år!). Som udgangspunkt må det være kvinderne selv, der ved, hvad der er godt for dem. For det andet er der, så vidt jeg ved, ingen forskning, der kan dokumentere, at ældre mødre har dårligere liv – på grund af deres børn – end unge mødre. Tværtimod er der forskning, der peger på det modsatte.

2. Hensynet til barnets tarv
Et andet argument til fordel for gældende lov bygger på forskellige hensyn til barnets tarv. Det Etiske Råd (DER) nævner fx, at »Det er i barnets interesse at vokse op under de bedst mulige betingelser, og det indebærer ifølge rådets opfattelse, at barnet har størst mulig sandsynlighed for at have sine forældre i live i hvert fald indtil ungdomsårene« (DER 1995). Konsekvenserne af DER’s tankegang er urimelige.

For det første vil det ud fra den præmis være bedre, hvis ens forældre var 15 år, da man blev født, end hvis de var 25 år! Forældres livslængde er ikke det eneste, der har betydning for barnets livskvalitet.

For det andet: Hvis risikoen for, at forældrene dør, før barnet er voksen, er en tilstrækkelig grund til at forbyde adgang til kunstig befrugtning, så må dette forbud også gælde for rygere, folk med diabetes og ansatte i militæret. Men det vil de færreste formentlig acceptere.

En anden bekymring handler om, at børn af ældre mødre vil være dårligere stillet helbredsmæssigt eller udsat for større helbredstruende risici.

Andre hensyn til barnets tarv kan fx tage udgangspunkt i, at risikoen for kromosomfejl er større ved ældre kvinders æg, eller at graviditeten og fødslen ofte indeholder flere komplikationer – med helbredsfare for både barn og mor – når moderen er ældre. Men igen er argumentationen problematisk.

For det første modtager ældre kvinder ofte donoræg af yngre kvinder; æg der også typisk er screenet for alvorlige sygdomme. Men selv hvis børn af ældre kvinder havde et lidt dårligere liv end børn af yngre mødre, så kan man ikke alene på baggrund af dette konkludere, at kvinder over 45 ikke bør kunne blive kunstigt befrugtet. For bør vi kun acceptere, at børn der kommer til verden, skal have det perfekt eller mindst lige så godt som et gennemsnitligt barn i Danmark?

3. Gældende lov motiverer kvinder til at få børn i en tidligere alder
Et tredje argument betoner, at gældende lov giver kvinder et incitament til at få børn i en tidligere alder. Igen er der problemer ved argumentet og dets præmis. For det første er det ikke sikkert, at det er bedre for alle kvinder at få et barn tidligt i forhold til sent.

Måske var den 25-årige kvinde ikke sammen med den rette mand, måske var kvinden syg, da hun var yngre, eller hun mistede sit barn i en ulykke, da hun var 45 år. For det andet er der ingen empiri, der viser, at børn af ældre forældre har dårligere liv end børn af yngre mødre, eller at ældre mødre har dårligere liv end yngre. For det tredje er det et åbent spørgsmål, om den nuværende lov får kvinder til at få børn tidligere, end hvis ældre også havde denne mulighed. Der er mange andre mekanismer på spil i forhold til, at kvinder vælger at få børn i en tidlig alder – fx fleksibilitet på uddannelses- og arbejdsmarkedet.
 

Hvor gammel?

Men hvor bør aldersgrænsen gå? Et godt bud er at hæve grænsen til 55 år. For det første vil dette hjælpe størstedelen af kvinder over 45 år, der ønsker hjælp til kunstig befrugtning, da meget få kvinder over 55 år ønsker fertilitetsbehandling.

For det andet er det også realistisk at antage, at en lovændring, der hæver alderen til 55 år, er politisk mulig sammenlignet med en lov uden aldersgrænse overhovedet.

Selvom alle argumenter i debatten ikke er blevet vendt i denne artikel, så peger pilen i retning af en lovændring. Så det ikke kun er mænd som fx Jørgen de Mylius, Mogens Camre og Pablo Picasso, der kan få børn i en høj alder. Men også fx Madonna, Helle Thorning eller fru Jensen.

Artiklen er en forkortet version af en videnskabelig artikel, der bringes i 'Politica: Tidsskrift for politisk videnskab' i maj i forbindelse med et særnummer, der handler om uligheder i det danske sundhedsvæsen.