| Nyhed

Jubilæum: Kommunikation på RUC – først og størst i 40 år

Fra små dias til store data. Der er sket meget på Kommunikation siden 1978. Mød otte prominente alumner, der fortæller om deres tid på Kommunikation - og hvordan de bruger deres uddannelse i dag.
Martin Lidegaard
Kommunikation - først og størst i 40 år


I 1978 startede seks ildsjæle Danmarks første kommunikationsuddannelse og tog imod de første 40 studerende. Det store hit var at lave diasshow om, hvordan verden kunne forandres med kommunikation, og alle skrev projekter på skrivemaskiner med kuglehoved.

I dag er forskningen og uddannelsen præget af digitaliserede og datafiserede interaktionsformer. Der er fokus på strategisk kommunikation - og Facebook, Occupy Wall Street og Danske Bank er gengangere i de studerende og forskernes projekter.


Ny teknologi og forskning af høj kvalitet
Fra at være den eneste ene er der i dag over 290 videregående uddannelser i Danmark, hvor ordet 'kommunikation' indgår.

"Vi var først og er størst. Kommunikation på RUC har i den grad vist sig at være en langtidsholdbar uddannelsesmodel, hvor teori, praktiske færdigheder og løsninger af aktuelle virkelige problemstillinger smelter sammen med forskning af høj kvalitet. Som dengang i 1978 fokuserer vi på målgrupper, brugere og kontekster. Gennem hvert af de 4 årtier har Kommunikation udviklet sig ved at udforske og bruge ny teknologi. Senest har vi åbnet et DigitalMediaLab, hvor vi tilbyder studerende og forskere adgang til at lave forskning og undersøgelser i og med Big Data," fortæller institutleder for Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab Hanne Løngreen.

Kritisk og kreativ
I forbindelse med jubilæet har Kommunikation produceret en række korte videoer, hvor prominente alumner fra Kommunikation fortæller om deres uddannelse. En af dem er cand.comm. og tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (MF for Radikale Venstre).

"Alle de steder hvor jeg har arbejdet - både i den private sektor, i civilsamfundet og i staten - der har jeg brugt min kommunikationsuddannelse aktivt," fortæller han.

"Det, du lærer på RUC - det er at være kritisk, at være kreativ og selv at tage ansvar (...) det er jo færdigheder, som enhver medarbejder skal bruge i dag, men som jo også bruges som menneske," siger Martin Lidegaard.

En anden cand.comm.'er - Jacob Søby Bang, direktør for kommunikationsbureauet Strategize, fortæller:

"RUC har egentlig været forud for sin tid ved at skabe universitetsmiljøer, hvor forskere og studerende sidder dør om dør og arbejder med projekter side om side - det er jo noget andre universiteter i dag virkelig prøver at efterstræbe," siger Jacob Søby Bang.

Se alle videoerne med alumner fra Kommunikation på Youtube

Kommunikations 40 års jubilæum markeres ved en fødselsdagsfest på Roskilde Universitet d. 31. august. 

 

Fakta om Kommunikation på RUC:

  • Antal studerende i 1978: 47
  • Antal studerende 2018: over 1200
  • Antal forskere i 1978: 9
  • Antal forskere 2018: 37, hertil ca. 40 eksterne lektorer
  • På faget beskæftiger man sig med dialogisk, mediebåren, strategisk, offentlig, interkulturel, digital, organisatorisk kommunikation m.m.
  • Kandidater fra Kommunikation på Roskilde Universitet gør typisk karriere som kommunikationsmedarbejdere, pressechefer, projektledere eller forbrugeranalytikere, i både private og offentlige organisationer, med særlig ekspertise inden for intern og ekstern strategisk organisationskommunikation og kampagnestyring. Tidligere studerende arbejder i dag bl.a. i Novo Nordisk, Danmarks Radio, Kræftens Bekæmpelse, A.P. Møller - Mærsk, SAS, Miljøministeriet, IBM, Nordisk Film, Henning Larsen Architects, TV2, Københavns Kommune, Microsoft, Kulturministeriet, 3F, Bysted og KPMG.

 

Mere information:

For yderligere information kontakt pressemedarbejder Camilla Buchardt, e-mail: camilbu@ruc.dk, mobil: 2238 8282.