| Tæt på videnskaben

Hvem sidder egentlig på magten i Danmark?

Tænketanke og særlige rådgivere har mere og mere at skulle have sagt i dansk meningsdannelse og politik, og det kan være et demokratisk problem, mener lektor i offentlig ledelse og organisation.
Christiansborg
Foto: Colourbox

 

Hvem sidder egentlig på magten i Danmark? Er det politikerne, eller er det folket?

Måske er det ingen af delene. I hvert fald har en ny magtelite – bestående af b.l.a. tænketanke og særlige rådgivere – indtaget både den danske og internationale politiske scene. Vi hører ikke altid så meget om dem, og offentligheden ved heller ikke altid, hvem de er. Men de er der, og de bestemmer i høj grad, hvad den politiske debat skal dreje sig om.

Langt de fleste store, politiske sager fra skattereformer til folkeskolereformer har på den måde været gennem hænderne på disse nye politiske aktører, der har været med til at skabe de resultater, som nu engang er blevet skabt. De er ikke folkevalgte, men alligevel har de magt til at tegne konturerne i det danske politiske landskab, og det kan potentielt set være et demokratisk problem.

»I et demokrati er det altid vigtigt at vide, hvem der har magten. Hvis det viser sig, at en elite af professionelle dikterer, hvad vi andre skal mene noget om i politik, så er vi på vej mod et topstyret samfund, og så er demokratiet, som vi kender det, under pres,« siger lektor Peter Aagaard fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv.

Peter Aagaard har sammen med kollegaen professor (mso) Mark Blach-Ørsten udgivet en bog om forskning i politisk kommunikation såkaldt policy-professionelle, og bogen er en opsamling af forskning på området og trækker især på resultaterne fra svenske studier, fordi vi i Danmark endnu ikke har lavet så mange undersøgelser af fænomenet.
 

Skævvrider muligvis demokratiet

Peter Aagaards egen forskning, der er igangværende og ikke afsluttet, drejer sig blandt andet om udfylde det hul i den danske forskning.

Skal man indledningsvist skitsere de policy-professionelle som gruppe, arbejder de både i embedsværket på Christiansborg, i NGO’er, i interesseorganisationer og i tænketanke. I ministerierne kalder man dem for særlige rådgivere, mens andre organisationer kalder dem for konsulenter eller public affairs-medarbejdere. De er ofte akademisk uddannede, har erfaring fra centraladministrationen og medieverdenen og forstår både medierne og massemedierne, og så har de alle sammen dyb forståelse af politik helt ind i det politiske maskinrum og på tværs af de politiske partier. De ved med andre ord, hvad der rører sig, og hvordan de kan påvirke det, som rører sig. Kombinationen af mediekompetencer og lobbyistkompetencer er ret ny i dansk politik, og selvom et par navne springer i øjnene, eksempelvis Peter Mogensen fra tænketanken Kraka, kender de fleste ikke de policy-professionelle, for de bevæger sig som regel rundt backstage.

Vi taler kun offentligt om det, som vi har adgang til at tale om, og det er langt fra så åbent, som det kunne være

»Vi snakker ikke om formanden for LO eller en politisk ordfører, men om dem der agerer lige bagved, og som rådgiver og vejleder,« forklarer Peter Aagaard.

Gemt på Christiansborgs gange eller i interesseorganisationernes kontorer udstikker de policy-professionelle retningen for, hvordan en minister eller en organisation skal positionere sig i forskellige sager. Altid drejer det sig om at indtage det rette standpunkt på det rette tidspunkt for at skrabe vælgere eller sympati til sig eller påvirke mediernes dækning af en sag. Det kan også dreje sig om at file på de rette mediehåndtag, så de selv dikterer, hvad vi politisk skal snakke om næste gang. CEPOS mener noget om skat. Det gør DI også, og de har også en holdning til skole og uddannelse. Det har DEA også, mens Concito mener noget om miljø. Når CEPOS, DI, DEA eller Concito mener noget om noget, kommer det ofte hurtigt i medierne og sætter en politisk dagsorden. Så er det bare ikke længere folkevalgte politikere eller græsrodsbevægelser, der har sat den. Det har i stedet en gruppe højtuddannede policy-professionelle, som ofte skifter job hvert andet år, gerne har en ivrigt benyttet Twitterprofil og ofte en adresse i København.

»Jeg hører ikke til dem, som har postdemokratiske forestillinger om fremtiden, men det er vigtigt at gøre sig klart, at de policy-professionelle besidder en form for definitionsmagt. De kan definere, hvad vi skal tale om. I et demokrati er det altid vigtigt at vide, hvem der har magten og bestemmer, hvad vi taler om, så derfor er det vigtigt at få en større forståelse af, hvem den her gruppe mennesker er,« siger Peter Aagaard.
 

Policy-professionelle er muligvis en lukket gruppe

I sin forskning af fænomenet undersøger Peter Aagaard bl.a., hvorvidt de policy-professionelle er så lukket en gruppe, at man kan kalde dem for en elite eller en decideret klasse. Man kan ifølge forskeren fornemme, at en del af dem kender hinanden, og at der måske er en eller anden form for anerkendelseskrav for at blive en del af gruppen. I så fald er det ikke alle, som kan blive policy-professionel med den dertilhørende magt.

I Sverige har lignende undersøgelser klassificeret dem som en ’stamme’, som har magt og indflydelse, men uden noget formelt mandat. Derfor er det ifølge Peter Aagaard uklart, hvilken legitimitet de har. Nogle af dem kan godt betegnes som en ikke-politisk valgt elite.

»Der er lidt fætter-kusine-fest over det. De kender ofte hinanden på tværs af embedsværk og organisationer og bytter job inden for samme branche. Hvis vi taler om, at det er en elite, så medfører det også, at gruppen har en magt, som den almene befolkning ikke har. Problemet er, at hvis magten til at sætte den politiske dagsorden ligger hos nogle ganske få personer i en lille lukket gruppe, så er store dele af befolkningen sat uden for reel demokratisk indflydelse,« forklarer Peter Aagaard. Han slår dog fast, at man endnu ikke kan drage den konklusion, at de policy-professionelle i Danmark er en lille lukket elite, eller at befolkningen er sat uden for demokratisk indflydelse. Det skal hans forskning først være med til at kortlægge.

Den anden mulighed er, at det kun kræver specifikke kompetencer at blive en af de magtfulde policy-professionelle. Hvis alle kan uddanne sig til at varetage de poster, som de bestrider, og det udelukkende drejer sig om at være god nok, er det demokratiske problem ikke så stort. Så kan man, uanset køn, bopæl eller andet, være med til at sætte den politiske dagsorden.

»Det er ret afgørende, om det er det ene eller det andet. Hvis det er en kompetence, kan løsningen være, at en bredere del af befolkningen tilegner sig disse kompetencer. Så vil dem, der tegner det politiske landskab, repræsentere så bred en del af befolkningen som muligt. Drejer det sig derimod om en ny elite, er de nødt til at afgive noget af magten eller i det mindste forvalte den legitimt ved f.eks. at fortælle mere om, hvad der foregår backstage, i kulisserne på f.eks. Folkemødet på Bornholm,« siger Peter Aagaard.

 

Sverige vs. Danmark

Når det gælder forskning i policy-professionelle, halter Danmark efter vores nordiske brødrelande. Både Norge og Sverige har tidligere lavet undersøgelser af magtens fordeling (magtudredninger). Én forklaring på, at Danmark er bagud på området, kan være, at svenskerne er mere vant til at tænke i politiseret embedsværk, end vi er, eftersom omkring 200 politisk udpegede embedsmænd kommer og går med de svenske regeringer. I Danmark er de to ting adskilt.

Peter Aagaards forskning forsøger dog at lukke hullet mellem os og vores nabolande og give større indsigt i magtfordelingen i dansk politik. Længst fremme er USA, hvor man i forskningsverdenen allerede i 1978 snakkede om policy-professionelle i interessenetværk og i 1989 talte om ’politiske specialister’. Fænomenet opstod også tidligere der, end det gjorde på vores side af Atlanten.