Forsker: ”Vi trænger til at få mere fokus på en lokalsensitiv pædagogik”

INTERVIEW: Legepladsen er jordet, bumlet og fyldt med huller. Heldigvis er en gruppe drenge på pletten. De kalder sig selv for ’arbejdsmænd’ og har sat sig for at udjævne hele legepladsen, eller ’nivellere’, som det hedder i murer-fagsprog. Det ved en af drengene godt, for hans far er murer. Dag ud og dag ind knokler de små arbejdsmænd hårdt med at blande cement af fint sand, groft sand og vand. De går ikke i børnehave for at lege, de kommer for at arbejde. En af drengene frygter tiden efter sommerferien, hvor han skal starte i skole, for ”der får han nok ikke lov til at arbejde”, som han siger.

Arbejdsdrengene går i børnehave uden for en mindre by i Sønderjylland, hvor forsker Eva Gulløv fra Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) ved Aarhus Universitet har været på feltarbejde i tre måneder under forskningsprojektet Pædagogik mellem policy og praksis, som foregår i regi af Center for Daginstitutionsforskning.

De små håndværkere er et eksempel på, hvordan børns leg og optagethed kan se meget anderledes ud, når man retter kikkerten væk fra de store uddannelsesbyer. Og det er netop intentionen i projektet, hvor Eva undersøger, hvad lokale og nationale forhold betyder for pædagogikken og den pædagogiske praksis. I sin tid i Sønderjylland har det slået hende, hvordan den nationale dagsorden om læring i børnehaver her fylder mindre, og det i stedet er børnenes umiddelbare trivsel, der optager forældre og pædagoger. Og så at børnene har et langt større vokabularium for håndværksarbejde, end hun nogensinde har oplevet i København.

De store byer dominerer forståelser af pædagogik

Det igangværende forskningsprojekt er startet ud fra en idé om, at langt størstedelen af den pædagogiske forskning i Danmark, og også den politik som påvirker børneinstitutionerne, bliver bedrevet i de store byer, Aarhus og København. Eva Gulløv forklarer, hvordan der simpelthen mangler viden om, hvordan lokale forhold spiller ind på pædagogikken.

”I virkeligheden så antager vi, at pædagogik er meget det samme i alle kommuner, men det ved vi jo ikke rigtig. Og det er jeg nysgerrig på, for når man læser policy-dokumenter på daginstitutionsområdet og aktuelle debatter om, hvad der skal ske på daginstitutionsområdet, så virker det som om, at vi snakker ’alle børn er ens, og alle institutioner er ens, og pædagoger skal gøre noget bestemt’. Og der hvor der så er debat, det er ’nå men børn er jo ikke ens, det kan være individuelt, og pædagoger er jo ikke ens, der kan være lidt forskellige præferencer og kompetencer’, men jeg har simpelthen ikke set nogen diskussion af, om det ’lokale’ ikke betyder noget? Altså om det ikke betyder noget, hvor denne konkrete institution ligger henne? Og det gør det jo selvfølgelig både i forhold til tilrettelæggelse af pædagogikken, samarbejdet med forældrene og i de daglige prioriteringer og gøremål.”

Samtidig forklarer Eva, hvordan, at den politik der føres fra de større byer har et bestemt fokus på uddannelse, som ikke på samme måde resonerer uden for de store metropoler.

”Der er en vis metrocentrisme, eller urban centrisme, som gør, at det er fra uddannelsesbyerne at definitionerne på, hvad pædagogikken skal være, den udspringer. Altså det er jo typisk i de store byer at dagsordensættende institutioner og aktører sidder. Og det forekommer mig, at de dagsordener der sættes er ret standardiserende og har en ret bestemt idé om at uddannelse, altså uddannelsesvejen, er den eneste livsform som er rigtig og acceptabel. Men ude omkring i områder, og det er jo ikke bare i Sønderjylland, det er jo mange steder i landet, så sidder der jo en masse folk, som lever på andre måder, altså hvor uddannelsesoptimeringen ikke er det eneste vilkår i tilværelsen, og hvor man har skabt sig et helt okay liv på andre måder. Men det indgår ikke i anbefalinger og reguleringer, og derved sker der reelt en underkendelse af andre former for livsbaner og livsprioriteringer.”

Den umiddelbare forskel på by og land har drevet interessen til at undersøge, hvordan de nationale uddannelses- og læringsdagsordener spiller sammen med den lokale kommune og viser sig ude i daginstitutionerne.

Andet end læring og skole på dagsordenen

Igennem interviewet nævner Eva flere gange en national læringsdagsorden med et snævert fokus på læring og skoleforberedelse, som hun mener dominerer de fleste daginstitutioner landet over, og i særlig grad optager forvaltninger i kommunerne. Pædagogerne fra Evas projekt taler også en del om læring, skoleforberedelse og tidlig indsats, men der er samtidig andre ting, som fremstår vigtigere i den daglige praksis.

”Læringsdagsordenen, som man jo møder i mange institutioner og som jeg også har set i andre daginstitutioner heromkring (København, red.), står generelt ret stærkt. Det gjorde den også i den lokale retorik i feltarbejds-institutionerne, men det synes jeg egentlig ikke den gjorde så meget på praksisniveauet, fordi det ikke var så relevant i dialogen med forældrene. Så pædagogerne var lidt klemt imellem nogle uddannelsesorienterede prioriteringer som de oplevede som gældende nu om stunder på daginstitutionsområdet, og et brugergrundlag – forældrene - som ikke var særlig optaget af det. De var egentlig mere optaget af at det skulle være et dejligt sted at være og børnene skulle lege og de skulle trives og stimuleres, så de kunne få en alsidig udvikling.”

Her skal børnene lære ’at begå sig’

I Evas samtaler med pædagoger og forældre var det i højere grad sociale kompetencer, der var vigtige at lære frem for tal og bogstaver. Dette mener hun hænger sammen med forældrenes baggrund, som ikke nødvendigvis var præget af en lang uddannelse, men derimod andre måder at klare livet på.

”Mange af de forældre jeg snakkede med var meget optagede af, om deres børn havde gode relationer og netværk, og det er jo også helt centralt, når man bor et mindre sted, hvor man faktisk er rimelig afhængig af at komme godt ud af det med de andre mennesker, der også bor her. Helt konkret betyder netværk jo noget i forhold til at få en læreplads, fordi man kommer godt ud af det med den og den håndværksmester, eller man kan få et fritidsjob, fordi nogen herovre på en gård har brug for en”.

Eva uddyber, hvordan børnene ifølge forældre og pædagoger skulle ’lære at begå sig’, som det blev formuleret:

”Forældrene var stærkt optagede af, at deres børn lærte ’at begå sig’, og det tror jeg handler om, at vi er i et mindre samfund. Og pædagogerne var faktisk også ret optagede af, at man skulle lære ordentlige omgangsformer. Det er pædagoger dog alle steder, fordi de står med en større flok børn, der skal fungere som gruppe, så det er ikke som sådan noget særegent, men jeg synes der i de her institutioner er lidt mere fokus på at lære at sige tak, at kigge i øjnene, give hånd, og tale pænt, ikke råbe, altså lidt mere kropskorrektion end nogle af de børnehaver jeg har været i med et mere ’kreativ klasse segment’, hvor der er mere fokus på det enkelte barns personlige udtryk.”

Brug for en lokal-sensitiv pædagogik og faglighed

Ud fra det materiale, som Eva Gulløv har indsamlet indtil videre i projektet, så oplever hun, at faglighed begrebssættes ud fra en retorik omkring ’læring’, og påpeger, hvordan der mangler begreber for det hverdagslige arbejde med børnene, hvor lokale forhold spiller ind.

”I praksis var pædagogerne ret optagede af det lokale miljø, men det var ikke noget de begrebssatte på den måde. Altså når de skulle fortælle om deres faglighed, så var det i termer af ’læring’ og de der lidt snævre dagsordener om skoleparathed og så nogle løsere ord om leg og trivsel. Men de formulerede ikke det lokale miljø som noget ’vi skal satse på for at styrke børnenes identitet eller tilhørsforholdet til byen’ eller ’det er vigtigt at børnene kender området, eller egnen, og det er virkelig vigtigt at de kender lidt til historien og de skal også vide der bor tyskere her’. Altså det slog mig at der slet ikke var diskussioner af eller begreber for forholdet til det lokale skønt det jo i praksis trængte sig på i alle forhold i børnenes hverdag. Og det er jo egentlig lidt mærkeligt, at kendskab til lokalområdet ikke er en del af dannelsesopgaven, specielt fordi en del heldigvis vælger at blive i egnen. Her synes jeg vi trænger til at få mere fokus på en lokalsensitiv pædagogik”.

Eva er i øjeblikket i gang med at analysere sit materiale og forsøger her at blive skarpere på, hvordan en lokalsensitiv pædagogik kunne se ud. Projektet er en del af det større projekt ”Pædagogik mellem policy og praksis”, som afsluttes i foråret 2018.
 

OM EVA GULLØV: Forsker på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet og i Center for Daginstitutionsforskning. Har igennem flere år lavet studier af børn med en interesse for børns betydningsdannelse, opdragelsesformer og hverdagen i daginstitutioner. Hun er for tiden i gang med projektet ”Pædagogik mellem policy og praksis”, hvor hun har været tre måneder på feltarbejde i Sønderjylland for at undersøge forholdet mellem lokale hensyn og nationale dagsordener i kommunens forvaltning og i den pædagogiske praksis.