| Nyhed

Årsfest 2018: Vi fejrede Roskilde Universitet

21. september holdt vi årsfest på Roskilde Universitet. Festen er en fast årlig begivenhed, hvor studerende og ansatte fejrer universitetet og de værdier, vi står for.
Hjerteballoner på blå himmel

 

Cirka 8.000 festgæster lagde vejen forbi Roskilde Universitets årsfest som blev holdt fredag 21. september.

I anledning af årsfesten, tager vi et kig tilbage på året, der gik. Her følger en række begivenheder, som er værd at huske på: 

 

RUC i spidsen for projekt om virtuel læringsteknologi

Uddannelses- og Forskningsministeriet har bevilliget 20 mio. kroner til nyt projekt om virtuelle læringsteknologier. Roskilde Universitet står i spidsen for projektet, der skal kortlægge, hvordan vi i fremtiden bedst anvender de nye teknologier i undervisningen.

Læs også > RUC får 20 mio. til virtuelle læringsteknologier

 

Kommunikation fyldte 40 år

I 1978 startede seks ildsjæle Danmarks første kommunikationsuddannelse med i alt 40 studerende. Udviklingen i branchen har været omkring diasshows og skrivemaskiner til Big Data og interaktive formidlingsformer. I dag – 40 år senere – er antallet af studerende på uddannelsen mere end 1.200, og antallet af forskere er vokset til 37.

Læs også > Jubilæum: Kommunikation på RUC – først og størst i 40 år

 

Stigning i ansøgertal 

1.943 kommende studerende søgte i år Roskilde Universitet som 1. prioritet. Det er en stigning på seks procent sammenlignet med sidste år. I 2018 havde RUC dermed den næststørste procentvise fremgang blandt universiteter ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriets opgørelse over ansøgertal.

Læs også > Ansøgertal: RUC går seks procent frem

 

RUC-forskere vinder miljøpris

Forskningsprojektet Plastfri Roskilde Fjord bekæmper den globale plastikforurening. I juni vandt projektet den danske udgave af Energy Globe Award. Kristian Syberg, Annemette Palmqvist og Thomas Budde Christensen fra Roskilde Universitet styrer projektet i samarbejde med miljøorganisationen Plastic Change’. Plastfri Roskilde Fjord’ indgår nu i den internationale konkurrence sammen med projekter fra 181 andre lande.

Læs også > RUC-forskere og Plastic Change vinder pris for Plastfri Roskilde Fjord 

 

Problemorienteret projektlæring får sit eget forskningscenter 

Roskilde Universitet har i snart 50 år udviklet problemorienteret projektlæring (PPL) som en alternativ tilgang til universitetsuddannelse. PPL er den røde tråd i hele RUC’s uddannelsesmodel og er universitetets pædagogiske kendemærke. Problemorienteret projektlæring har nu også fået sit eget forskningscenter. Åbningsreception holdes til november.

Besøg også > Forskningscenter for Problemorienteret Projektlærings website

 

RUCs rektor sætter dagsorden på uddannelsesområdet

Det er på tide, at Danmark får et forbedret optagelsessystem, skrev RUC-rektor Hanne Leth Andersen sammen med DTU-rektor Anders Overgaard Bjarklev og uddannelses- og forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv, Mads Eriksen, i et debatindlæg i Politiken. Ambitionen er at få et mere præcist optagelsessystem, som baserer sig på relevante kvalifikationer. Debatindlægget satte en dagsorden i sommer, og flere politikere – herunder uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) – erklærede sig klar til at se på om optagelsessystemet kan forbedres.
Hanne Leth Andersen har også markeret sig i uddannelsesdebatten på andre områder - eksempelvis om værdien af humanister.

Læs også > Optagelseskrav: Vi må optage de studerende på en ny måde 
Læs også > Indlæg i Politiken: Nej, revisorer og økonomer kan ikke redde verden helt alene 
 

Ny universitetsavis gik i luften

RUC Paper er navnet på Roskilde Universitets universitetsavis, som så dagens lys for første gang i 2018. Visionen er et ambitiøst universitetsmedie til alle, der interesserer sig for uddannelsespolitik og videnskab.

Læs også > RUC lancerer nyt ambitiøst medie
Besøg > RUC Paper 

 

Humanister fra RUC er mest parate til arbejdsmarkedet 

Humanister oplever generelt set at have de bedste arbejdsmarkedskompetencer – det gælder særligt humanister fra Roskilde Universitet, CBS, Ålborg Universitet og Aarhus Universitet. Roskilde Universitet skiller sig dog yderligere ud, fordi de også står stærkt, når det gælder reflektionskompetencer. Det viser en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut, EVA.  ”Forklaringen er vores læringsmodel, og vi siger det også ret eksplicit: Vi vægter analytiske og metodiske kompetencer højt på vores studier, og disse kompetencer er i bund og grund også arbejdsmarkedskompetencer,” siger Rektor Hanne Leth Andersen til Magisterbladet.

Læs også > Artikel på Magisterbladet.dk: Undersøgelse: RUCs humanister er mest parate til arbejdsmarkedet
Læs også > Artikel hos Science Report: RUC-humanister mest arbejdsmarkedsparate

 

Fakta: Hvad er årsfest på Roskilde Universitet?

Årsfesten på Roskilde Universitet er en fast årlig begivenhed, hvor vi fejrer universitetet og de værdier, vi står for.

Festen skydes i gang med en officiel del, som blandt andet byder på festtaler, udnævnelser af æresdoktorer og uddeling af priser. Blandt andet kårer vi årets bedste projektvejleder og årets bedste forskningsformidler. 

Om aftenen tager de studerende over og afholder en fantastisk endagesfestival på campus med cirka 8.000 gæster. Musikken blev i år leveret af blandt andre Go Go Berlin, Chinah og Suspekt. En række events løb også af stablen – fx arrangerede de studerende på internationale bacheloruddannelser et ’pridewedding’, hvor årsfestgæsterne var inviteret med til vielse og efterfølgende bryllupsfest.