Intro til uddannelsen

Vil du være med til at skabe bæredygtige sociale forandringer i menneskers og organisationers liv? På kandidatuddannelsen i Social Intervention giver vi dig analytiske og praktiske værktøjer, der kan få sociale forandringer til at lykkes.
Kandidatuddannelse i Social Intervention - Hvad er det?

Hvis man vil skabe social forandring, er det ikke nok at fokusere på den gruppe borgere, forandringen angår – man må også inddrage de institutioner, processer, interesser og sammenhænge, der ligger udenom ethvert menneske. På kandidatuddannelsen i Social Intervention lærer vi dig at skabe interventioner og bæredygtige forandringer af komplekse sociale problemer – og at facilitere løsninger, som er meningsfulde for både borgere, professionelle og frivillige, og for institutioner og organisationer.

Faglig profil

På denne kandidatuddannelse har vi fokus på den sociale intervention, som griber ind i menneskers liv med meningsfulde forandringer. For at lykkes med en sådan forandring, skal man både have indsigt i menneskers adfærd, i sociale dynamikker i lokale fællesskaber, i de forvaltningsmæssige og juridiske rammer for den ønskede forandring, og ikke mindst i den samfundsmæssige kontekst, som forandringen finder sted i. Alle disse aspekter inddrager vi i uddannelsen, så vi klæder dig på til at skabe reel udvikling i menneskers liv.

Vi trækker på perspektiver fra pædagogik, psykologi og socialvidenskab for at give dig værktøjerne til at undersøge og gennemføre interventioner. Du lærer at udarbejde tværvidenskabelige undersøgelsesdesign og analyser med baggrund i psykologiske, læringsteoretiske, kulturteoretiske og sociologiske forskningstraditioner, og du får praktiske kompetencer til at iværksætte og styre sociale forandringsprocesser. Du vil møde undervisere med baggrund i både antropologi og socialt arbejde, men med tyngde på pædagogiske, psykologiske og sociologiske perspektiver.

Vi træner dig i alle dele af den sociale intervention: At indsamle data og identificere, hvilke forandringer der skal sættes i værk, at få konkrete greb til at facilitere borgerinddragelse, og at designe og lede forandringsprojekter, fx i velfærdsinstitutioner, frivillige organisationer, forvaltninger eller andre aktører, som møder borgerne. I løbet af studiet får du opøvet kompetencer i bl.a. feltarbejde, interviews, og involverende (aktions)forskning, interventionsdesign, udarbejdelse af projektansøgninger og forskellige formidlingsgenrer. Gennem projektarbejdet møder du vores mange samarbejdspartnere fra praksis, og der er også gode muligheder for at komme i praktik. Praktikanter fra Social Intervention har bl.a. samarbejdet med We Do Democracy, Foreningen Lige Adgang og Røde Kors samt en række kommuner og styrelser.

Din hverdag på studiet

Vores studiemiljø er befolket af mennesker, der er drevet af omsorg for borgere og fagpersoner, men som godt ved, at nøglen til forandring også ligger i systemet omkring dem. Mange studerende har erfaring fra praksis og frivilligt arbejde og kommer til os i søgen efter nye og bredere kompetencer for at kunne skabe den forandring, de ønsker. Hos os vil du derfor møde en god blanding af universitetsbachelorer og professionsbachelorer, fx pædagoger, socialrådgivere og lærere, og du vil nyde godt af de forskellige faglige vinkler og erfaringer, det bringer med sig. Du skal være klar til at tage diskussionen med folk, der har andre perspektiver end dig, både når vi arbejder teoretisk og når vi arbejder med praktiske greb og cases fra forskellige interventionsfelter.

Du vil blive del af et miljø, hvor vi alle kender hinanden på kryds og tværs, og hvor forskere og studerende har tæt kontakt til hinanden i det daglige. Du vil møde en flok engagerede forskere og undervisere, som altid er lydhøre for de studerendes input, og som prioriterer at skabe et godt socialt miljø omkring studiet. Når du starter hos os, vil du bl.a. blive budt velkommen af ældre studerende, som vil fortælle mere om hverdagen på studiet, og vi holder også jævnligt ”Alumner og Aftensmad”-arrangementer, hvor du kan møde nogle af kandidaterne fra Social Intervention over et måltid mad og høre om deres arbejde efter endt uddannelse.

Karriere og kompetencer

Som kandidat kan du finde jobs i offentlige og private organisationer, som arbejder med sociale interventioner og forandringsprocesser. Det kan fx være i integrations-, uddannelses- og beskæftigelsesindsatser og i boligsocialt, socialpsykiatrisk og kriminalpræventivt arbejde med henblik på udligning af social ulighed. Du kan varetage funktioner som bl.a. leder, koordinator, rådgiver, udviklingskonsulent og projektleder. Uddannelsen kvalificerer dig også til at læse en ph.d. og forfølge en forskerkarriere.

Vores kandidater får jobs som bl.a.:

  • Udviklingsmedarbejder i Mind Your Own Business, med fokus på samarbejde med frivillige partnere
  • Virksomhedskonsulent i Frederiksberg Kommune, med fokus på arbejdsmarkedsinklusion
  • Centerkoordinator i Socialforvaltningen, Københavns Kommune, med fokus på forandringsprocesser for udsatte borgere
  • Fuldmægtig i Socialstyrelsen med fokus på handicap og psykisk sårbarhed
  • Projektleder hos Foreningen Lige Adgang – Uddannelse, job og fællesskaber for alle
  • PMO Partner i PFA, med fokus på agile strategier
  • PhD-stipendiat i projekt med fokus på nye former for forældreskab
  • Afdelingsleder i Ung og Uddannelse i Kalundborg Kommune
  • Lektor ved Politiskolen i Brøndby

Folder om uddannelsen