Intro til uddannelsen

Lær at designe IT-baserede oplevelser og services

På kandidatuddannelsen i Informatik + Performance Design er der fokus på design og implementering af IT-anvendelser i komplekse sammenhænge med særligt fokus på design af kulturelle oplevelser, services og produkter.

Du lærer teorier og metoder til analyse, design og implementering af it-anvendelser; herunder systemudviklingsmetoder og principper - it-arkitektur - nye innovative it-anvendelser som produkt, service eller proces - i komplekse sammenhænge med funktionelt, socialt, organisatorisk, kulturelt eller informationsstrukturelt samspil mellem it-løsning og brug.

Du får viden om organisering og praktisk tilrettelæggelse af oplevelses- og servicedesign med anvendelse af IT. Du arbejder med Performance Designs kommunikative og æstetiske virkemidler og designets deltagelsespotentialer. Du får viden om interaktionsdesign og brugerinvolvering i IT-baserede designprocesser. Du får kendskab til teori og praksis inden for design, kreative processer og konceptudvikling. Du får forståelse for, hvordan IT kan indgå i udvikling, produktion og evaluering af oplevelses- og servicedesign.

Karriere

  • Uddannelsen giver dig en bred vifte af jobmuligheder inden for it-branchen som:Innovation og entreprenørskab inden for IT-baseret oplevelses- og servicedesign.
  • Kommunikation, markedsføring og IT-baseret formidling i mediebranchen, i den offentlige og private kultursektor samt i oplevelses- og serviceerhverv.
  • Udviklings-, analyse- og formidlingsopgaver inden for private og offentlige virksomheder.

Kandidatuddannelsen giver forudsætning for at påbegynde en forskeruddannelse (ph.d).

Din hverdag på studiet

Informatik er et lille hyggeligt, tæt sammenknyttet studiemiljø. Du kan regne med at følges med de studerende, der starter på uddannelsen samtidig med dig. Samtidig vil du opleve et friskt pust af nye mennesker på valgkurser og gennem de sociale aktiviteter på tværs af årgangene.

Al undervisning i Informatik foregår i samme bygning, og bliver varetaget af en fast stab af undervisere. Du kan roligt regne med, at dine undervisere lærer dit navn at kende, og at du får et tæt og personligt forhold til dem. Afdelingens lektorer og professorer har kontorer op og ned af dine undervisningslokaler. Afdelingen kører en "åben dør"-politik, som gør det nemt at komme i kontakt med dine undervisere - hvad enten det drejer sig om et udfordrende akademisk problem eller en hyggesnak. I løbet af din uddannelse vil du blive en del af det daglige liv af afdelingen. Ved frokosttid spiser de studerende og de ansatte ofte frokost sammen i fællesrummet.

Undervisere

Undervisere Informatik

Undervisere Performance Design

Fakta om uddannelsen

Kandidatgrad: cand.scient. i Informatik og Performance Design

Undervisningssprog: Undervisningssproget er dansk - enkelte studieelementer kan forekomme på engelsk.