Intro til uddannelsen

Vil du afdække, hvordan fortidens erfaringer kan spores i nutidens samfund – og dermed bidrage til at skabe nye perspektiver for fremtiden? På kandidatuddannelsen i Historie giver vi dig værktøjer til at analysere og forstå, hvad fortiden betyder for vores nutidige og fremtidige samfund.
Kandidatuddannelse i Historie - hvad er det?

Alt i samtiden trækker på mennesker og samfund, der kom før os. På kandidatuddannelsen i Historie lærer du at analysere og formidle fortidens erfaringer og dermed vise nye perspektiver og handlemuligheder i den tid, vi lever i nu.

Faglig profil

Mange søger svar på tidens store spørgsmål, men vi lærer dig at gå et spadestik dybere og spørge, hvordan og hvorfor netop dette spørgsmål er blevet vigtigt nu. Hvad skete der i fortiden, og hvordan bruges de historiske erfaringer i levende mennesker og samfunds fortællinger om sig selv?

Historie er alt det, der skete før i dag, fra vikinger og verdenskrige til velfærdsstat og hverdagsliv, og al denne fortid er til stede og virker i os nu og her, lokalt og globalt. På den måde er historie det mest tværvidenskabelige fag, der findes. Du lærer at inddrage viden og analytiske perspektiver fra en bred vifte af kultur- og samfundsvidenskaber, understøttet af de klassiske historiefaglige metoder. Du skal arbejde med arkivsøgninger, kildematerialer og forskningslitteratur, og du får mulighed for at dykke ned specifikke historiske emner, teorier, problemkomplekser og forskningsfelter i løbet af studiet. Vi arbejder altid problemorienteret, og du har stor frihed til at selv at vælge dine projekter og dermed skabe din egen profil som historiker.

I vores analyser har vi fokus på, hvorfor og hvordan samfund og kulturer forandrer sig over tid, og hvordan fortiden bliver en erindringspolitisk kampplads. Hvem bestemmer, hvad der huskes og glemmes, og hvad vi skal lære af det skete? Vi beskæftiger os med alt fra historiske referencer i krigspropaganda til spørgsmål om historisk autenticitet på film og museer, og vi lærer dig at formidle fortidens fascinerende fremmedhed og dermed vise nye perspektiver for fremtiden.

Som del af studiet vil du have et semester i fællesskab med studerende fra Dansk samt Filosofi og Videnskabsteori. På tværs af de tre fag vil I arbejde sammen om at udforske humanistiske perspektiver på samfund, kultur, erhverv og digitalisering. Det sker bl.a. gennem projektarbejde, hvor I skal inddrage eller samarbejde med en ekstern aktør som fx en privat eller offentlig organisation, forening eller borgergruppe.

Du kan også vælge at gennemføre en praktik hos en af vores mange samarbejdspartnere på fx museer, biblioteker og virksomheder, hvor der er brug for dine kompetencer – eller du kan finde dit eget praktiksted.

Din hverdag på studiet 

Vores studiemiljø er befolket af mennesker, der er gode til at undre sig. Interesserne spænder vidt blandt både studerende og forskere – fra krigshistorie til kulturhistorie og alt ind i mellem – men vi er fælles om en passion for historien som en prisme, der kan kaste lys på nye aspekter af vores samtid.

Du vil møde aktive og engagerede undervisere, der holder af at lære fra sig og som gerne deltager i den offentlige debat om deres fagområder. Undervisningen foregår på små hold, så vi kender alle hinanden godt og mødes også i fx debat- eller filmklubber, arrangeret af de studerende. Du kan også træne dine formidlingsmuskler ved at producere indhold til vores egen YouTube-kanal, Historiekanalen, hvor studerende fortæller om projekter og ny forskning. Kort sagt: Er du nysgerrig, engageret og kan lide at læse og formidle, vil du trives på Historie.

Karriere og kompetencer

Som kandidat i Historie kan du gøre en forskel i alle virksomheder, som arbejder med historieformidling, kulturarv, undervisning, research, administration og dokumentation. Du kan finde job på museer, arkiver, biblioteker eller andre steder, hvor man formidler og levendegør historien. Du kan også arbejde med dokumentation af samtiden i job indenfor forvaltning, evaluering, rådgivning og administration, hvor der er brug for dine bredere akademiske kompetencer. Endelig er du godt rustet til at varetage alle former for voksenundervisning på fx professionshøjskoler, folkehøjskoler, seminarier og aftenskoler. Uddannelsen kvalificerer dig også til at læse en Ph.d. og forfølge en forskerkarriere.  

Vores kandidater får jobs som bl.a.:

  • Historisk researcher og konsulent i DR, med fokus på research og input til tv-produktioner
  • Museumsinspektør på Arbejdermuseet, med fokus på museets udvikling og profil
  • Projektleder i AOF Denmark, med fokus på udvikling af nye arrangementstyper
  • Forskningskonsulent på CBS, med fokus på forskningsstøtte og -administration
  • Underviser på Ishøj Ungdomsskole, med fokus på historie og samfundsfag
  • Arkivar i Ballerup Kommune, med fokus på lokalhistorisk dokumentation
  • Sagsbehandler i Slots- og Kulturstyrelsen, med fokus på administration af museer og kulturtilbud
  • Freelancehistoriker med egen podcast- og forfattervirksomhed, med fokus på bred historieformidling

Folder om uddannelsen