Hvad kræver det at læse Professionel Kommunikation?
Inden du søger optagelse på Master i Professionel Kommunikation skal du vide, at studiet kræver, at
- du kan afsætte op til 20 timer om ugen til studie
- du har den fornødne motivation til at arbejde i grupper og individuelt på nettet og på weekendseminarer
- du har tilstrækkelige organisatoriske kompetencer til at kunne arbejde i grupper og overholde deadlines
- du kan deltage aktivt i studiet, herunder være tilstede på alle weekendseminarerne.
Kan du svare ja til det, så får du til gengæld en uddannelse, som
- tilbyder undervisning på højt fagligt niveau af forskere, der brænder for deres felt
- giver nye perspektiver på din egen kommunikation
- lærer dig metoder til at analysere og arbejde med kommunikationssituationer
- har rammer, som inviterer til at skabe faglige og sociale netværk på tværs af forskelligheder
- udfordrer dig fagligt og personligt – og måske også fysisk, da det kan være svært at holde vægten med al den gode mad, vi får serveret på weekendseminarerne
Aktiv deltagelse
I studieordningen er der krav om aktiv deltagelse ved alle undervisningsaktiviteterne. Kan du ikke deltage aktivt i dele af et netforløb eller dele af undervisningen på et weekendseminar, kan du søge om i stedet at skrive en afløsningsopgave. Denne forfattes og bedømmes af studielederen inden for en nærmere defineret tidsfrist. En afløsningsopgave skal bestås inden den studerende kan indstilles til eksamen. Der kan kun søges om afløsningsopgaver for 20 % af undervisningen. Er en studerende fraværende i mere end 20 % af undervisningen kan vedkommende ikke indstilles til eksamen. Der kan i helt særlige tilfælde søges om dispensation for denne regel.
Eksamen
Forudsætningen for, at man kan gå til den afsluttende semestereksamen er, at man har deltaget aktivt og man har bestået de forskellige undervisningsforløb året igennem. Den afsluttende semestereksamen er på 1. og 3. semester en individuel 24-timers prøve. På 2. og 4. semester er det en mundtlig gruppeeksamen med individuel bedømmelse, som tager udgangspunkt i den projektrapport gruppen har afleveret. Der er ekstern censur, og der gives karakter efter 7-trinsskalaen.
Gruppearbejde
Langt det meste af undervisningen er organiseret i gruppearbejde. Med gruppearbejdet går de studerende meget dybere med stoffet end det er muligt individuelt. Vi anbefaler en gruppestørrelse på 4-6 studerende.
En af fordelene ved gruppearbejde er, at man i perioder med fx særlig travlhed på jobbet, kan aftale med gruppen, at man ikke er så aktiv. Det opfordrer vi til, at man benytter sig af, men på en sådan måde, at alle i gruppen henover den samlede periode bidrager lige meget. Sagen er, at ”dem, der laver noget, lærer noget”, og ingen skal føle, at de må trække læsset for andre.
Deadlines
I forlængelse af kravet om aktiv deltagelse, er der også krav om at overholde deadlines. Ved hvert undervisningsforløb på nettet lægges et program ud, hvor der står, hvad man skal gøre til hvilken deadline. Overholder man ikke deadline, kan man ikke betragtes som aktiv i den pågældende undervisning og kan så ikke gå til eksamen – medmindre man består en afløsningsopgave.
På Master i Professionel Kommunikation har studerende altid deadline for afleveringer på mandage kl. 22. Og senest den efterfølgende onsdag kl. 22 får studerende respons fra underviser og eventuelt medstuderende. I efterårssemesteret er der deadlines ca. hver anden uge, i forårssemesteret med projektarbejde er det ikke så ofte.