Intro til uddannelsen

Lær matematikkens kerneelementer og arbejd med matematisk grundforskning, matematisk didaktik samt matematiske modeller inden for bl.a. fysik, epidemiologi og fysiologi.

Kan man lave en matematisk model for depression? Hvorfor og hvordan finder man på ny matematik? Er det så svært at forudse en finanskrise? Det er nogle af de problemstillinger du kan arbejde med på Matematik. 

På bachelorfaget Matematik lærer du matematikkens kerneelementer og kan arbejde med matematisk grundforskning, matematisk didaktik samt matematiske modeller inden for bl.a. fysik, epidemiologi og fysiologi. Vi kombinerer forelæsningernes systematiske indlæring af matematikkens kerneelementer med den frie forskningsmæssige søgen efter og indlæring af den matematik, der skal til for at løse et problem. Sådan lærer du matematik, som ikke normalt er på pensumlisterne og vigtigere - du lærer selv at sætte dig ind i ny matematik.

Din hverdag på studiet

Undervisningen foregår foregår på små hold med en tæt dialog med underviseren. I forbindelse med kurserne dannes der ofte mindre grupper til opgaveregning. Dine projekter laver du sammen med 1- 3 andre studerende, og projektgruppen udgør en vigtigt faglig og social base for dig. Til daglig er der altid liv på instituttet, og du har gode studiemæssige faciliteter, herunder nem adgang til apparatur, computere med specialiseret software og teknisk support.