Katja Rosenstock forsvarer sin ph.d.-afhandling
Kom og hør Katja Rosenstock forsvare sin ph.d.-afhandling "As if we haven’t done anything before” - Implementing the Grand Bargain localisation commitment in Indonesia. Forsvaret foregår på engelsk.
Alle er velkomne.
Du kan også følge forsvaret online på Zoom >
Efter forsvaret er Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv vært for en lille reception
Vejledere og bedømmelse
Bedømmelsesudvalg:
- Line Engbo Gissel, Lektor, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet, Danmark (forperson)
- Nauja Kleist, Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier, Danmark
- Sultan Barakat, Professor, Hamad Bin Khalifa University, Qatar
Vejledere:
- Eric Komlavi Hahonou, Lektor, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet (Hovedvejleder)
- Olivier Rubin, Professor, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet (Bivejleder)
Ordstyrer:
- Peter Triantafillou, Professor, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet
Resumé
Denne afhandling undersøger, hvordan indonesiske humanitære aktører implementerer forpligtelsen til at lokalisere humanitær hjælp, der er beskrevet i den humanitære politiske aftale, the Grand Bargain. Forpligtelsen blev vedtaget ved World Humanitarian Summit i 2016 med henblik på at fremme nødhjælpsindsatser, der er mere effektive og udnytter de humanitære ressourcer bedre. Fremfor at fokusere på hvordan lokaliseringsforpligtelsen bliver implementeret i rammerne af internationalt støttede humanitære indsatser undersøger jeg hvordan indonesiske aktører forstår, tilpasser og udfordrer forpligtelsen i selvforvaltede politiske humanitære fora.Undersøgelsen viser, at implementeringen af denne internationale humanitære politik i Indonesien er formet af konkurrerende humanitære paradigmer og politiske interesser, såvel som den måde lokal humanitær hjælp har været anskuet igennem det internationale humanitære systems historie.
Afhandlingen bygger på fire måneders etnografisk feltarbejde tre forskellige steder i Indonesien og er suppleret med historisk analyse udført under COVID-19-pandemien. Afhandlingens teoretiske ramme er forankret i en ”anthropology of policy” og anvender de konceptuelle begreber ”norm diffusion” (Acharya, 2004), ”friction” (Tsing, 2005) og ”aspirations” (Appadurai, 2013; Finnemore og Jurkovich, 2020) i det analytiske arbejde. Gennem denne analytiske tilgang viser afhandlingen, at indonesiske humanitære aktører langt fra er passive modtagere af den internationalt vedtagne okaliseringspolitik. Tværtimod udnytter de implementeringsprocessen aktivt til forskellige politiske formål, såsom at positionere Indonesien som en ledende humanitær aktør i det Globale Syd og til at udvikle nye måder at anskue ledelsen og forvaltning af det internationale humanitære system. Disse processer udfolder sig primært i nationale humanitære fora, styret af indonesiske humanitære aktører selv.
Et vigtigt aspekt af analysen er, at friktion i samarbejdet mellem internationale og lokale aktører kan være produktiv, fordi disse samarbejder kan resultere i, at indonesiske humanitære aktører udvikler og videreudvikler lokalt forankrede modeller for global humanitær ledelse. Friktion i internationalt og lokalt samarbejde kan således skabe nye tilgange til lokaliseret humanitær bistand, der både er forankret i lokal humanitær praksis og i bredere politiske visioner om en grundlæggende forandring af det globale humanitære system.
Et central argument i afhandlingen er, at det indonesiske eksempel illustrerer en grundlæggende spænding mellem to paradigmer: Det Dunantiske humanitære paradigme, som prioriterer internationale aktørers lederskab og universelle humanitære principper, og Resiliens-paradigmet, som er forankret i national og lokal agens og i de nationale og lokale humanitære aktørers essentielle rolle i humanitær hjælp. Resiliensparadigmet har ydermere fokus på kontekstspecifikke, netværksbaserede og både formelle og uformelle humanitære tilgange. Indonesiske aktørers tilgang til lokalisering af humanitær hjælp er formet af Resiliens-paradigmet og udfordrer det Dunantistiske perspektiv, der implementerer lokaliseringsforpligtelsen ved at integrere lokale aktører i allerede etablerede internationale strukturer frem for at anerkende og styrke lokalt lederskab. Den globale implementering af lokaliseringsforpligtelsen udfordres således af, at reel forandring af det internationale humanitære system forudsætter et paradigmeskifte fra det Dunantiske til det resiliensbaserede humanitære paradigme.
Afslutningsvis argumenterer jeg i afhandlingen for, at der er behov for en nyfortolkning af lokaliseringsforpligtelsen, der, i stedet for tekniske løsninger og langsom gradvis implementering, bygger på alternative modeller for organisering af global humanitær hjælp, som udspringer fra det Globale Syd. Disse modeller udfordrer eksisterende magthierarkier i det internationale humanitære system og forudsætter omfordeling af magt, legitimitet og ressourcer i global humanitær hjælp. Initiativer, der understøtter denne forandring er allerede igangsat, herunder gennem donorers øgede fokus på finansiering, der bedre tilgodeser nationale og lokale humanitære aktører og gennem et styrket Syd-Syd-samarbejde.
Hvis det transformative potentiale i lokaliseringsforpligtelsen skal realiseres, skal implementeringen bevæge sig væk fra tekniske justeringer af eksisterende systemer og i stedet arbejde på en politisk drevet gentænkning af global humanitær ledelse og forvaltning omdrejningspunkt i forandrede magtstrukturer og positioner. Som afhandlingens titel påpeger, skal den politiske gentænkning ikke bygge på antagelsen om, at humanitære aktører i det Globale Syd “haven’t done anything before”, men i stedet bygge videre på ofte oversete humanitære erfaringer, tilgange og nytænkning udviklet af humanitære aktører fra det Globale Syd. En sådan politisk gentænkning kunne passende finde sted under ledelse af humanitære aktører fra det Globale Syd.