Kamilla Bjørkøe Jensen forsvarer sin ph.d.-afhandling
Kom og hør Kamilla Bjørkøe Jensen forsvare sin ph.d.-afhandling 'At vente til man ved hvad det rigtige er. Unges konjunktive praksisser i fraværet af uddannelse og arbejde'.
Alle er velkomne.
Du kan også følge forsvaret online på Zoom >
Efter forsvaret er Institut for Mennesker og Teknologi vært for en lille reception.
Vejledere og bedømmelse
Bedømmelsesudvalg:
- Anne Mia Steno, Lektor, Københavns Professionshøjskole
- Cecilie Høj Anvik, Professor, Fakultet for samfunnsvitenskap, Nord Universitet
- Kevin Mogensen, Lektor, Institut for Mennesker og Teknologi, Roskilde Universitet (formand)
Vejledere:
- Trine Østergaard Wulf-Andersen, Lektor, Institut for Mennesker og Teknologi, Roskilde Universitet
- Inge Storgaard Bonfils, docent ved Institut for Socialrådgiveruddannelse (bi-vejleder)
Resumé
Jeg belyser, hvordan agency kommer til udtryk blandt unge mennesker i Reconnect. Mit forskningsfaglige interessefelt er empirisk funderet i de unges hverdagsliv både i relation til Reconnect og i deres andre hverdagslige beskæftigelser. Fælles for de unge er at de er mellem 17 og 26 år og på tidspunktet for mit møde med dem er tilknyttet Reconnect indsatsen, og derfor hverken er i job eller uddannelse. Som jeg viser igennem afhandlin-gen adskiller de sig fra hinanden på mange andre parametre, herunder i forhold til op-vækstvilkår, skoleforløb, uddannelsesbaggrund, økonomi, relationelle forhold, geografisk tilhørssted samt fysisk og psykisk velbefindende blandt meget andet. Metodisk bygger afhandlingens analyser på et feltarbejde, der over to perioder på ca. 5 måneder hver bragte mig i kontakt med de unge og gav mig indblik i deres hverdagsliv. I løbet af feltarbejdet anvendte jeg en række kvalitative metoder herunder livshistoriske interviews, semi-struk-turede interviews samt deltagerobservation. Jeg indsamlede ligeledes audio-visuelle data herunder lyd- og filmklip, som understøtter afhandlingens øvrige datamateriale. Med afhandlingen bidrager jeg til forskningsfeltet Ungdomsforskning og mere specifik i forhold til unges hverdagsliv, beskæftigelsesmuligheder samt trivsel og sundhed i Danmark. Teoretisk tager afhandlingen udgangspunkt i en pragmatisk praksisorienteret begrebsverden med afsæt i en forståelse af agency, inspireret af antropolog Michael Jackson, som væ rende evnen til at handle i forsøget på at balancere det intersubjektive forhold mellem én selv og andet/andre med det formål at opnå en fornemmelse af kontrol (Jackson 1998). I lyset af denne praksisorienterede tilgang arbejder jeg i afhandlingens analyser med de teoretiske begreber social navigation, positionering samt time work og rytmebegrebet (Vigh 2009, Davies 2000, Flaherty 2020, Lefebvre 2004). I min anvendelse af disse begreber lægger jeg vægt på deres egenskaber som praksisbegreber, der fortæller noget om hvordan de unge handler i samspillet med verden omkring dem (jf. Jackson 1998). Begreberne åbner således op for en nuancering af forståelsen af de unges agency.
Det første analytiske kapitel ”Bevægelser” viser hvordan de unge både bevæger sig indenfor rammerne og strukturerne, at rammerne og strukturende bevæger sig og begge bevæger hinanden. Jeg gør brug af Vighs begreber, herunder hans formulering motion within motion, hvorigennem det er muligt at vise, hvordan den usikkerhed, de unge lever med som kontekst for deres liv påvirker dem til at handle på bestemte måder.
En vigtig analytisk pointe jeg uddrager fra denne del af analysen, er den grundlæggende uforudsigelighed som de unge bevæger sig i. Analysen viser hvordan usikkerheden, der følger af aldrig at vide noget med sikkerhed andet end at det vil forandre sig igen er rutiniseret, hvilket fører til bestemte måder at handle på. Negativ potentialitet og årvågenhed bliver kvaliteter ved måden hvorpå de unge handler og ligeledes hvordan systemet møder dem.
En anden pointe i kapitlet omhandler de strukturer, som også Reconnect er en del af. Som Supported Employment indsats forsøger Reconnect at ophæve jobcentrets krav om tidsrammen for påbegyndelse af beskæftigelse eller uddannelse. Men konsulenterne arbejder stadig i et jobcentersystem, hvor modus er en anden, ligesom implementeringen af Reconnects modus stadig er i gang. Det midlertidige og omskiftelige i hele den måde systemet er bygget op på, gør at de unge bliver bærer af nogle rytmiske forhold, der for nogle gør at indsatsen afsluttes i utide. For terrænet, her i form af indsatser i kommunalt regi, bevæger sig og bryder med forventningen om en lineær progression. De unge har ofte været i andre indsatser før Reconnect, som er blevet afsluttet og erstattet af andre indsatser igen uden nogen form for sammenhæng eller overlevering.
I et beskæftigelsessystem der således synes at stå i stampe i serielle indsatser uden sammenhæng bevæger de unge sig faktisk videre. Men i praksisformer der udfordrer systemets logikker og derfor ofte ikke anerkendes som en egentlig agentiv praksis. Jeg vil særligt fremhæve de unges måder at afprøve på, som en sådan praksisform, der skaber bevægelse i den unges liv. Mens beskæftigelsesindsatserne definerer for de unge, hvad problemet er, svarer de unge igen ved at gøre noget andet. De unge skal finde et mål med indsatsen, de skal vide hvad de drømmer om at beskæftige sig med. Men problemet er ofte et andet. Nogle af de unge ved godt, hvad de vil. Nogle af dem ved hvad de ikke skal eller kan. Bag de unges handlinger ligger således virkelige, erfaringsbårne begrundelser, som i mødet med virkeligheden kan komme til at virke normbrydende og irrationelle. De unges afprøvninger er virkelige handlinger der tager afsæt i et nu-og-her behov, og som skubber til indsatsers logik fordi de blandt andet udfordrer progressionskonceptet.
Det andet analytiske kapitel ”Positioneringer” viser hvilke former for agency subjektiveringsprocesserne omkring de unge muliggør, og hvordan det at positionere sig ligeledes kan være en aktiv handling, der giver udtryk for de unges agency. I analysen kommer historierne om de unge frem, der i deres praksis både overskrider, forstyrrer og opretholder grænser og positioneringsregler. En pointe i analysen er hvordan de unge oplever tilhør og ikke-tilhør til kategorierne i moralske termer, som tydeliggør hvilken positionering, der normativt er at foretrække frem for andre. I positioneringen af de unge finder der ligeledes en kollektiv reguleringsproces sted, hvori de unge prajes til én position og dermed bliver frataget muligheden for at blive konstitueret som subjekt ud fra andre positioner. Det er vigtigt at forstå mekanismerne der er i spil når de unge prajes. Ved en prajning kan de unge enten afvise prajningen som uberettiget eller rette sig ind og fremstå passende eller fortsætte adfærden og acceptere en positionen i periferien af fællesskabet. Det er virkelige konsekvenser i ethvert ungeliv. Når de unge derfor ”retter ind” og begynder at positionere sig som de bliver prajet er det ofte udtryk for agency, fordi de unge ser det som deres mulighed for at få en fornemmelse af kontrol over livet indenfor det fællesskab, de er prajet til, til trods for at de måske ikke altid selv mener, de passer ind netop her.
En anden pointe i analysen er at de unge positionerer sig på bestemte måder af grunde, der af fx læger, jobkonsulenter og familie kan synes irrationel. Det kommer til udtryk når Nina for eksempel ønsker at positionere sig som en med en ADHD-diagnose, fordi et liv uden en ADHD-diagnose fordrer en tilgængelighed af diskursive praksisser, der gør det muligt for de unge som Nina at blive set og tydet som andet end unge i udsatte positioner. I en anerkendelse af at livet er mere sammensat, end at det kan leves lineært, ligesom positionering skal forstås som en intra-aktiv foranderlig proces, er en vigtig pointe i analysen at, hvis der kunne skabes plads til unge som Nina og de modsatrettede subjektpositioner hun indtager i de mange forskellige kontekster, hun befinder sig i, vil de unge som Nina ikke være nødsaget til at beskrive deres fejlslagne forsøg som ”glitches” der må pakkes væk for at skabe plads til den rigtige unge. Men det fordrer en tilgængelighed af diskursive praksisser og dermed et nuanceret blik på et uddannelses- og sundhedsterræn, der er medskabende til disse glitch-erfaringer i de unges hverdagsliv, for at gøre det muligt for de unge som Nina at blive set og tydet som andet end unge i udsatte positioner.
En central pointe i analysen af de unges positioneringer er ligeledes måden hvorpå de unge holder muligheder åbne ved at positionere sig i den konjunktive modus. Konjunktiviteten kommer både til udtryk i de unges prøvehandlinger og i den måde hvorpå de fremstiller deres praksisser i det ønskedes og det forestilledes form. Vigtigt er det således at fremhæve hvordan vi igennem de unges praksisser ser hvordan det bliver muligt at være anderledes og forskellig fra andre uden at blive afvist eller frastødt. Det sker igennem en alternativ form for agency, der umiddelbart kan synes irrationel, men med en nuanceret forståelse af hvorfor de unge handler som de gør, tilbyder et andet perspektiv på de unge i Reconnect. Igennem deres måder at positionere sig på er de unge med til at rykke ved opfattelsen af hvad for eksempel en elev eller en studerende er og gør. Igennem deres forstyrrelser af diskursen omkring den gode studerende, praktiserer de unge en form for agency, der indenfor den diskursive konstitution forstyrrer og skaber rum til at forandre hvordan man gør en god studerende, og mere specifikt hvordan en præstationsfokuseret studerende kan gøres.
I mit møde med de unge, i datamaterialet og i afhandlingens analyser har det virtuelle fået lov at tage plads. De unge bevæger sig på YouTube, i fanfiction universer samt i de mange forskellige computerspil de gamer. I forhold til de unges positioneringsmulighederne synes de at være uendelige i det virtuelle rum. Som jeg skriver i analysen, er det måske nok forestillede positioneringer i en virtuel verden, men det giver de unge en fornemmelse af tilhør og af at kunne magte deres liv. Mange af de unge drømmer om at positionere sig anderledes end de bliver i den virkelige verden og måske endda være med til at forandre den diskurs hvorfra de er positioneret, men for mange er det svært at finde alternative fortællespor.
En vigtig pointe i analysen er, hvordan det bliver muligt at kende til hvordan verden hænger sammen og at forandre den på samme tid i et dynamisk samspil. Med Davies’ begreb emergent listening viser jeg i analyserne, hvordan de unge kan forandre diskurserne gennem en åbenhed over for nye forståelser og tolkninger i stedet for at lukke ned for udforskningen af diskursen og holde sig til de normative fortællespor. Ser vi på de unges egne fortællinger om deres levede liv og deres forventninger til livet, er det ikke et binært eller lineært markeret forløb, der træder frem. Derimod er de unge i stand til at drømme om, og i nogle tilfælde starte på en uddannelse, samtidig med at de ikke har det godt. De kan godt være dygtige og ambitiøse og samtidig have brug for hjælp og de kan godt værdsætte uddannelse, men drømme om at komme videre. I de unges positioneringer optræder ikke en binær måde at være ung på, at gøre uddannelse på, at have det godt på, men derimod en mangefacetteret forståelse af det at være menneske. De er i deres måder at positionere sig åbne og modtagelige for det endnu-ikke-kendte og de positionerer sig derfor som intra-aktive becomings (jf. Davies 2014). Denne måde at være på i verden implicerer en åbenhed overfor emergent muligheder for tanke og væren, og er en kamp mod de normative kræfter i sproget og i de hverdagslige praksisser, som de unge så ofte støder på. Men som Davies pointerer, er der til stadighed behov for et trygt sted at hvile i denne kamp, og det findes i den måde at være på, hvor vi er genkendelige for andre og har en identitet at kaste anker ved.
Det vil sige, at de unge kan være usikre på deres fremtid samtidig med at de godt ved, hvad de vil. At de kan være kompetente studerende og i livet generelt, samtidig med at de bryder sammen og har brug for støtte. Som systemfejl i den store samfundscomputer skaber de unge spring i den binære forståelse af, hvad unge liv er. Den binære forståelse af de unge som subjekter må derfor suppleres med den mere flydende intra-aktive becoming, som giver plads til at læse glitches som andet end fejl. Hvor muligheden for multiple læsninger af de unges praksisser er tilgængelige, og derfor muligt at forstå og anerkende fejlene som værdifulde måder at være på. I en sådan forståelse af de unges subjektiveringsprocesser tilbydes en ekstra dimension til vores forståelser af, hvordan man kan være ung i dag.
Det tredje analytiske kapitel ”Temporalitet” viser hvordan temporalitet optræder i og indvirker på de unges former for agency. Ved brug af begrebet time work viser jeg hvordan en del af de valg og handlinger de unge tager og gør giver dem en følelse af tilstrækkelighed i nuet og fjerner, måske kun midlertidigt, usikkerheden der omklamrer den fjerne fremtid. Når tiden bliver lang og nuet skal fyldes ud med noget eller tiden ikke fører de unge i den rigtige retning, vælger nogle af de unge at arbejde med tiden for at ændre på dystre udsigter eller på den usikkerhed, der er forbundet med ikke at vide hvad der kommer til at ske. En anden pointe som jeg uddrager fra analyserne af de unges time work er at vi bliver nødt til at interessere os for motiverne bag de unges handlinger og forstå baggrunden for deres valg og fravalg. Når Peter for eksempel deltager i et uddannelsesforløb, er det fra et beskæftigelses- og indsatsperspektiv en succes. Men for Peter er uddannelsen blot en måde at fylde tiden ud, indtil han kan komme i gang med noget han faktisk gerne vil. Når uddannelse og det at spille computer har samme formål, at få tiden til at gå, er det et andet blik på hvad uddannelse er og kan end et læringsperspektiv på uddannelse ville tilbyde.
Et centralt aspekt af de unges tidslige agency er konjunktiviteten, med hvilken de forsøger at sikre det, de sætter pris på ved at anerkende usikkerheden i hvad fremtiden byder gennem deres ”hvis” – ”så” måder at handle på. Forholdet mellem temporalitet og sikkerhed medieres således af de konjunktive aspekter som kvaliteter ved de unges praksisser. Igen træder den afprøvende form af de unges agency frem i analysen, som en måde at styre i den rigtige retning, når de ingen kontrol har over vejen derhen. Pointen i denne del af analysen er, at når de unge ikke kontrollerer midlerne til kontrol, som for eksempel sikkerhed omkring optagelse på uddannelse eller en praktikplads i forbindelse med deres erhvervsuddannelse, involverer deres forsøg på styring at navigere konjunktivt i institutioner og systemer, så en vis form for kontrol opnås.
En pointe ved de unges time work er, at det ofte gør det muligt for de unge at være i nuet og i nogens tilfælde den nære fremtid og samtidigt holde den fjerne fremtid ud i strakt arm. Derfor kan der bag passiviteten og tilbageholdenheden hos den afventende unge findes en logisk og taktisk handling, der gør det muligt for den unge at træffe et uddannelsesvalg, som kan rumme dem. I analysen af de unges time work kommer jeg ligeledes til en pointe omkring hvordan tid
for de unge strækker sig og bliver til et rum de unge er i. De unge taler om ”hele tiden”, ”for mange år”, ”holder en pause fra” og så videre. Et eksempel er Tobias der arbejder med nutiden og skaber sig et rum, han kan være i tidsligt, hvor det vigtigste er at klare sig fra dag til dag. Denne personlige fornemmelse og oplevelse af tid, som Tobias og de andre unge skaber igennem deres time work kan skabe blødere rum for de unge at være i tidsligt, og udfordre og måske forandre aspekter af de normative tidsrum som udfordrer både individets og samfundets velbefindende (jf. Leccardi 2020:211). Et Tidsrum som optræder igen og igen i de unges fortællinger om deres time work er det der hedder ”nu må vi se hvad der sker i morgen”. Det kan være et krævende rum at være i, da det i sin beskaffenhed både indeholder en stræben og en vedblivende forestilling og åbenhed overfor muligheder mens det samtidig er afhængigt af hvad der sker nu og her.
Ved hjælp af Lefebvres begreber omhandlende rytme kan jeg af analysen uddrage flere pointer til vores forståelse af de unges måde at relaterer sig temporalt på. En pointe knytter sig til den rytmiske tilpasning, en ”dressage of the body”, som mange af de unge har svært ved at efterleve og som skaber en desynkronitet mellem dem og omverden. Omvendt anvender de unge forskellige strategier til at resynkronisere med verden omkring sig igen igennem konkrete praksisser. Men konsekvenserne ved at være ude af sync eller i desynkronitet med omverden har både en tendens til at køre i en ond ring og tilmed har en social slagside, som giver de unge en følelse af anderledeshed og social eksklusion. Igennem de unges temporale erfaringer bliver det tydeliggjort hvordan de skiller sig ud. En pointe her er derfor, at udsathed også er tidsligt erfaret og ikke udelukkende relaterer sig til rum og positioner.
Med Lefebvres rytmebegreber kan vi forstå noget vigtig omkring de unges praksisser. Oplevelser af synkronicitet kan findes mange steder i de unges hverdagsliv, hvis vi er opmærksomme på og interesseret i hvad de beskæftiger sig med. Williams gaming og oplevelse af at være i sync med det han beskæftiger sig med, er et eksempel på dette. Hvis vi lader de normative, forventede rytmer være alt vi leder efter risikerer vi at positionere de unge på en til tider fejlagtig måde og samtidig miskende deres evne til at handle som aktive aktører i eget liv.