Afskedsreception for Jens Højgaard Jensen

Lektor i fysik Jens Højgaard Jensen siger med udgangen af september farvel til Roskilde Universitet efter mere end 49 års ansættelse og går på pension. Institut for Naturvidenskab og Miljø tager dermed afsked med en afholdt forsker, der siden universitetets grundlæggelse har deltaget aktivt i opbygningen og udviklingen af det naturvidenskabelige hovedområde.
Fredag
24
september
Start:kl. 14.00
Slut:kl. 16.00
Sted: Roskilde Universitet, bygning 27, 1 (kantine og lokale 1)

Jens er uddannet fra Københavns Universitet, hvor han også var kortvarigt ansat, før det nystiftede Roskilde Universitetscenter i 1972 bliver omdrejningspunkt for hans lange akademiske karriere. Den faglige hovedinteresse har gennem alle årene været i de eksakte fags didaktik og videnskabsteori med en stærk personlig forankring på IMFUFA – Roskilde Universitets tætsammenvævede forskningsmiljø i matematik og fysik.

I løbet af sine mange års ansættelse har Jens ikke alene fungeret som en engageret forsker og en dedikeret underviser. Han har også indtaget en central rolle i universitetets løbende udvikling i sine funktioner som bl.a. formand for det naturvidenskabelige hovedområdenævn (dekan), prorektor og studieleder for Den Naturvidenskabelige Basisuddannelse.

Selvom Jens heldigvis fortsætter sit arbejde som emeritus, sender vi ham nu godt af sted med en reception på Institut for Naturvidenskab og Miljø og siger tak for hans ekstraordinære og mangeårige indsats for naturvidenskaben på Roskilde Universitet.

Sæt allerede nu kryds i kalenderen og kom fredag den 24. september i bygning 27, 1 (kantine og lokale 1).

Kl. 14.00. Afskedsforelæsning: Naturvidenskab og dannelse + erindringsglimt
Kl. 15.00. Reception

Det vil glæde os at se venner, samarbejdspartnere, studerende samt tidligere og nuværende kolleger.

Find vej

Find vej til Roskilde Universitet