Intro til uddannelsen

Vil du lære at forholde dig til og finde løsninger på nutidens væsentligste udfordringer?
Kandidatuddannelse i Filosofi og Videnskabsteori - hvad er det?

Klimaforandringer, global fattigdom og  den digitale revolution af vores samfund er eksempler på konkrete udfordringer som kandidatuddannelsen i Filosofi og Videnskabsteori har et særligt fokus på at forstå og forsøge at besvare. Uddannelsen sætter dig i stand til at identificere og forstå de centrale argumenter, der bliver fremført af politikere og videnskabsfolk i forhold til tidens store spørgsmål.

Roskilde Universitet er det eneste universitet i Danmark, hvor du kombinerer Filosofi og Videnskabsteori. Filosofi og Videnskabsteori giver dig redskaber til at tage stilling til og begrunde dine holdninger og udfordre andres argumenter. Vi udfordrer tankegods og traditioner, der bliver taget for givet og finder løsninger, der gør det muligt at finde nye veje, der peger i retning af en bedre verden.

En del af et tværfagligt humanistisk miljø

Som studerende ved Filosofi og Videnskabsteori bliver du del af et engageret humanistisk miljø. Det sikrer vi gennem projektarbejdet, hvor I arbejder i grupper og har jævnlige møder med en vejleder, men også gennem sociale og faglige arrangementer. Samarbejdet på tværs af humaniora understøttes desuden ved at kandidatuddannelsen har et fællessemester med Dansk og Historie, hvor studerende og undervisere fra alle tre uddannelser deltager. I kursusundervisningen gør vi ekstra meget ud af, at inddrage vores studerende.

De humanistiske uddannelser på RUC er kendetegnet ved kritisk stillingtagen til og interesse for de udfordringer, som mennesker er stillet overfor i dag. Vi engagerer os i samfundet omkring os og forholder os til, hvordan sproget, litteraturen, historien, kulturen og tænkningen former - og bliver formet af - den verden vi lever i. Vi betragter ikke alene humanistisk viden som en bærende søjle i videnskaben, men også som en viden der er med til at forme, hvem vi ønsker at være.

Kendetegn ved studiemiljøet på Filosofi og Videnskabsteori på Roskilde Universitet:

  • Vi har en mentorordning, hvor alle studerende bliver tilbudt en fast underviser/forsker som mentor.
  • Vores semestersymposion, hvor de ansatte ved hvert semesterstart præsenterer highlights fra deres forskning.
  • Den filosofiske middag, hvor studerende og undervisere hvert semester spiser sammen.
  • Et inkluderende videnskabeligt miljø, hvor studerende kan deltage ved faglige arrangementer og i forskningen.
  • En tværfaglig nysgerrighed, hvor vi ikke er bange for at trække på mange forskellige videnskabelige og filosofiske traditioner og bringe disse i dialog med hinanden.
  • Som studerende på Filosofi og Videnskabsteori tager du ikke alene en kandidatuddannelse, men bliver del af et fællesskab for livet.

Følg Filosofi og Videnskabsteori på Instagram og Facebook

Karriere og kompetencer

Du opnår følgende kompetencer:

  • At kunne afgrænse et problem og identificere de faglige ressourcer som løsningen af et problem kræver.
  • At kunne identificere og kritisk analysere centrale argumenter for og imod en given problemstilling.
  • At foretage etiske evalueringer af menneskets handlinger og politiske tiltag.
  • I samarbejde med andre at gennemføre filosofiske og videnskabsteoretiske undersøgelser, diskussioner og formidlingsopgaver.

Som kandidat i Filosofi og Videnskabsteori er du en vigtig vidensmedarbejder i alle typer af virksomheder, organisationer og offentlige institutioner. Det kan være alt lige fra at være med til at udarbejde og formidle etiske retningslinjer i en kommune eller en privat virksomhed, til at arbejde som projektleder hos en NGO eller være fuldmægtig i statslige styrelser og ministerier.

Vores kandidater får ofte arbejde inden for rådgivnings- og konsulentarbejde, planlægning og evaluering, formidling og voksenundervisning. Typiske jobtitler er konsulent, fuldmægtig, underviser, formidler, selvstændig og projektleder. Cirka 10 procent af vores kandidater har skabt en selvstændig virksomhed.

Undervisere

Undervisere på Filosofi og Videnskabsteori

Folder om uddannelsen