Et levende og grønt campus
Livet på universitetet er mere end at deltage i undervisning, skrive projekter og forske.
Multibaner, fodboldbane, discgolf-bane, naturstier langs sø, vandløb og marker, et træningscenter, innovationsværksteder, studenterhus, kantine, biograf mv. er alle steder at mødes til socialt samvær – både inde og ude.
Her på siden kan du læse mere om RUC's campus: Om bæredygtighed, om de studerendes eget hus, biblioteket, kantinen og flere af de faciliteter, du finder her.
-Brug RUC’s campus og gør det til dit sted sammen med dine medstuderende!
Få en rundvisning på campus af Bastian og Mathilde
Et bæredygtigt campus
RUC ønsker at være en drivkraft i en bæredygtig udvikling, og FN’s Verdensmål er et vigtig værktøj for forståelse og rammesætning af de globale udfordringer. Læs om projekterne med fokus på klima og miljø, fx et større ESCO-projekt, etablering af solceller, en ny lavenergilaboratoriebygning og et omfattende belægningsprojekt.
Studenterhuset RUC
Studenterhuset RUC er et åbent og inkluderende samlingssted for alle studerende på RUC, hvor man kan holde møder, arrangere events, samles om aktiviteter og mødes til socialt og fagligt samvær. Studenterhuset bidrager til at udbrede aktiviteterne for alle de studerende samt for omverdenen.
Foreningen Studenterhuset RUC er baseret på frivilligt engagement, hvor de studerende arbejder sammen om at drive et hus, der samler og engagerer alle studerende på Roskilde Universitet. Der vil være adgang for alle, dog med fordele for studerende med gyldigt studiekort.
Studenterhuset RUC er drevet af frivillige, organiseret i en bestyrelse, et økonomiudvalg, fire forskellige underudvalg samt en bar og cafe.
Roskilde Universitetsbibliotek
Roskilde Universitetsbibliotek (RUb) ligger placeret lige ved RUCs hovedindgang og er opført som et åbent, lyst og imødekommende biblioteksrum. RUb er specielt indrettet til at være en arbejdsplads for de studerende og ansatte på RUC - og til, på den bedst tænkelige måde at hjælpe dem med deres studier.
Mødested med drivhuse og markblomster
Mødestedet ud for kantinebygningen er indrettet med fokus på mere biodiversitet og klimatilpasning. Her vokser markblomster og forskellige græsarter i nøjsom jord, der giver vandet gode muligheder for at sive ned, når det regner. Nyd en frokost ved borde og bænke udenfor, eller gå i ly under glastaget i et af drivhusene, som er forsynet med både strøm, lys og WiFi, så man kan bruge dem til at arbejde i eller holde møder.
Tag et spil bordtennis på det udendørs bord eller brug multibanen, hvor der også er installeret lys, så man kan spille fodbold, hockey og basket om aftenen. Du kan aktivere lyset direkte fra multibanen ved at scanne en af de QR-koder, som er sat op ved banen. Følg instruktionen, så kommer der lys i en time.
Trekroner HUB
På Trekroner Hub kan du skate, spille basket, petanque, bordtennis og gå på slackline. Der er også et stort terrasseområde, hvor du kan grille, og der er pavilloner som fx kan bruges til projektarbejde.
Kantinen
Midt på campus i bygning 01 ligger Grab'N Go, som er en kantine specielt målrettet uddannelsesinstitutioner og med en bæredygtig tankegang.
Academic Books
Der er ingen boghandler på campus, men vi kan henvise til Academic Books.
Disc Golf
Disc Golf er golf med en disc (frisbee). På RUC's campus findes en 18-huls bane. Banen er til fri afbenyttelse året rundt.