| Nyhed

Roskilde Universitet klar med plan for styrkede regionale aktiviteter

En kandidatuddannelse i sygepleje skal flyttes fra København til Region Sjælland, og flere studerende skal have mulighed for at komme i praktik og lave projekter i samarbejde med sjællandske kommuner og virksomheder. Det er hovedpunkterne i Roskilde Universitets plan for udbygning af de regionale uddannelsesaktiviteter.
RUC indgangsportal
Pressefoto.


Roskilde Universitet præsenterer nu sin plan for, hvordan universitetets regionale uddannelsesaktiviteter skal styrkes i de kommende år. Den indgår i universitetssektorens ’Plan for et nyt uddannelseslandskab’, som netop er blevet offentliggjort.

Baggrunden for planen er den politiske aftale fra juni sidste år om at skabe flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele landet. Udviklingsplanen er delt op i to faser. Første fase løber frem til 2025 og består dels af en styrkelse af de eksisterende lokale uddannelsesaktiviteter – og dels af en kandidatuddannelse i sygepleje, som primært henvender sig til sygeplejersker, som vil videreuddanne sig.

Kandidat i sygepleje til Region Sjælland

Roskilde Universitet overtager efter planen kandidatuddannelsen i sygepleje fra Aarhus Universitet, og uddannelsen bliver udflyttet til en by i Region Sjælland. Uddannelsen rummer 50 studerende og har hidtil være udbudt på Aarhus Universitets campus i København.

”Denne løsning betyder, at der fortsat vil være et udbud af uddannelsen øst for Storebælt – til gavn for de sjællandske sygeplejersker. Det er endnu ikke endeligt besluttet hvilken by, uddannelsen placeres i, men det kan med fordel være en by, hvor der i forvejen er en sygeplejerskeuddannelse og et sygehus. Det kunne for eksempel være Køge, Holbæk eller Nykøbing Falster,” siger Roskilde Universitets rektor, Hanne Leth Andersen.

Udbygge regionale uddannelsesaktiviteter

I første fase frem mod 2025 er planen desuden at udbygge de lokale uddannelsesaktiviteter, som eksisterer rundt om i Region Sjælland i forvejen. Der bliver ikke tale om udflytning af hele uddannelser, men derimod om at videreudvikle eksisterende aktiviteter og samarbejder, så der bliver skabt endnu bedre rammer for, at kandidatstuderende kan komme i praktik eller indgå i projekt og specialesamarbejder med regionale aktører.

Mange af Roskilde Universitets fag og uddannelser har allerede en stærk tradition for at samarbejde med erhvervsliv og kommuner. Planen er at udbygge disse aktiviteter ved at indgå regionale uddannelsespartnerskaber med flere sjællandske byer. Her vil der blive lagt vægt på et samspil mellem lokalområdets behov, uddannelsernes faglige profiler og Roskilde Universitets udviklings- og forskningsaktiviteter i området i øvrigt.

Målet er at opbygge stærke kompetencer og bane vejen for spændende jobs til Roskilde Universitets kandidater - og samtidig bidrage til udvikling i virksomheder og forvaltninger lokalt. Det er win-win, og det passer perfekt til RUC’s pædagogiske model,” siger Hanne Leth Andersen.  

Det er endnu ikke fastlagt, hvilke uddannelser og kommuner der skal indgå i det styrkede samarbejde frem mod 2025. Der er i første omgang igangsat dialog med Næstved, Holbæk og Nykøbing F.

Fase 2: Regionale uddannelsesmiljøer

Efter 2025 vil Roskilde Universitet undersøge mulighederne for at etablere egentlige uddannelsespladser lokalt, så kandidatstuderende, der ønsker det, kan optages på en form for uddannelsesfilial i regionen. Deres kandidatuddannelse vil så bestå af en vekselvirkning mellem uddannelsesaktiviteter ude lokalt og på campus i Trekroner.  

Hvis man søger optagelse lokalt på en filial, vil man tage lidt over halvdelen af sin toårige kandidatuddannelse dér. Det kan fx være i form af et praktikforløb eller et semesterprojekt i en virksomhed og et efterfølgende speciale. Samtidig vil universitetet sammen med kommunerne søge at skaffe de unge adgang til relevante studenterjob lokalt og lægge op til mentorordninger.

Planen om filialer med lokale studiepladser forventes først realiseret fra 2026. De studerende, der søger sådanne pladser, får også tilknytning til forskningsmiljøerne i Roskilde, gennem både vejledning, kurser og seminarer. Men modellen kræver, at et vist antal søger ind på de delvist udflyttede kandidatuddannelser, påpeger Hanne Leth Andersen:
 
”Vi forventer, at der skal være mindst 40 kandidatstuderende i det lokale studiemiljø af hensyn til faglig sparring mellem de studerende. Det har de studerende også selv har lagt meget vægt på i vores dialog om udflytningsplanen,” siger hun.

Ingen uddannelser flytter eller lukker

Baggrunden for hele planen er regeringens udmelding om, at Roskilde Universitet skal reducere optaget på hovedcampus med 3-5 pct. (svarende til op til 144 studerende) frem mod 2030. En væsentlig del af dette antal studiepladser bliver fundet via den tilpasning af optaget, som i forvejen er i gang på de uddannelser, der er mindst efterspørgsel efter i øjeblikket på arbejdsmarkedet.

I modsætning til flere andre universiteter har Roskilde Universitets ledelse desuden besluttet, at der ikke er nogen hele uddannelser, der skal udflyttes eller lukkes:

”Ved fuld udflytning af en uddannelse er der en betydelig risiko for, at det bliver vanskeligere at rekruttere og fastholde undervisere og forskere – og studerende. Desuden er universitetets uddannelser tværfaglige og bygger derfor typisk på flere forskningsmiljøer. Så det er vanskeligt at udflytte én uddannelse, uden at det går ud over andre uddannelser. Mange af universitets forskningsmiljøer er også ret små, og en opdeling vil gå ud over kvaliteten af uddannelserne og det samlede forsknings- og studiemiljø. Derfor ønsker vi ikke at flytte hele, eksisterende uddannelser ud,” forklarer Hanne Leth Andersen.

Roskilde Universitets plan er trods den korte frist blevet til efter en proces, hvor universitetets medarbejdere og studerende samt regionale samarbejdspartnere har givet indspil. Den videre udmøntning af planen vil ske i samspil med de faglige miljøer og ikke mindst de studerende.

Læs mere på Danske Universiteters hjemmeside.

Kontaktinformation:

• Rektor Hanne Leth Andersen, e-mail: ha@ruc.dk
• Vicedirektør for Uddannelse Trine Sand, e-mail: tsand@ruc.dk
• Pressechef Charlotte Konow, e-mail: konow@ruc.dk