Intro til uddannelsen

Erhvervskandidatuddannelsen i Sygepleje giver dig mulighed for at tage en kandidatuddannelse ved siden af dit arbejde. Uddannelsen varer fire år på deltid og forudsætter, at du er ansat i en virksomhed eller offentlig organisation i en stilling på mindst 25 timer om ugen. Erhvervskandidatuddannelsen er med fuldt statstilskud, uden deltagerbetaling og uden mulighed for SU, og har samme faglige indhold som den to-årige kandidatuddannelse i Sygepleje

Vil du bidrage til at udvikle kvaliteten af sygeplejefaget? Kandidatuddannelsen i Sygepleje giver dig en videnskabelig overbygning på din viden og dine færdigheder fra grunduddannelsen som sygeplejerske eller professionsbachelor i sygepleje. I løbet af uddannelsen får du indsigt i kvantitative og kvalitative forskningsmetoder, så du bliver i stand til at forstå og vurdere videnskabelige artikler og anvende metoderne, når du i løbet af uddannelsen skal beskæftige dig med dine egne interesseområder.

Vi er stolte af at være en monofaglig uddannelse, men underkender ikke værdien af tværfagligt samarbejde, når vi arbejder på at give dig en stærk sygeplejefaglig identitet og gode argumenter. Du bliver undervist af erfarne forskere fra universitetet og fra klinikken, og alle tager udgangspunkt i egne forskningsområder og metoder, de selv anvender.

Kandidatuddannelsen i Sygepleje har to linjer: Avanceret klinisk sygepleje og Sygeplejevidenskab. Når du søger optagelse på Kandidatuddannelsen i Sygepleje, skal du vælge, hvilken linje du vil søge ind på. Fælles for begge linjer er, at du på baggrund af din viden og nye analytiske kompetencer vil kunne forstå og løse problemer inden for sygepleje på nye måder. Efter endt uddannelse vil du også kunne formidle din viden både til andre sundhedsprofessionelle og ikke-fagfolk.

Karriere og kompetencer

Som færdiguddannet kandidat i sygepleje er du i stand at varetage specialiserede opgaver inden for fx uddannelse, det nære sundhedsvæsen, klinisk praksis, ledelse og forskning. Du kan forstå og analysere komplekse sygeplejefaglige problemstillinger, og du ved, hvor du kan finde ny viden, og hvordan denne viden kan oversættes og implementeres.

Du er også trænet i mundtlig og skriftlig formidling af sammensatte problemstillinger. Med en kandidatgrad kan du i høj grad selv forme dine fremtidige jobmuligheder ved at lade dine interesseområder være styrende for de opgaver, hvor du selv kan vælge omdrejningspunkt.

Her er et oprids af de kompetencer og færdigheder, som du opnår med studiet:

  • Analysere og vurdere komplekse sygeplejefaglige problemstillinger
  • Identificere, vurdere, oversætter og implementerer videnskabelige resultater i praksis
  • Formidle avanceret sygeplejefagligt stof mundtlig og skriftlig
  • Argumentere for valg af teori og metode til videnskabelige undersøgelser
  • Innovere komplekst, uforudsigeligt udviklingsarbejde
  • Skabe nye løsningsmodeller
  • Initiere og lede kvalitetsudvikling i klinisk praksis
  • Bidrage til såvel sygeplejefaglige som tværfaglige udviklings- og forskningsprojekter
  • Varetage formidlingsopgaver inden for sygeplejefaget, over for øvrige sundhedsprofessionelle, i uddannelsessammenhæng og i forhold til organisatoriske og sundhedspolitiske beslutninger

Eksempler på stillinger for færdiguddannede kandidater i sygepleje:

  • Klinisk sygeplejespecialist
  • Underviser på professionshøjskole eller sosu-skole
  • Projektsygeplejerske eller forskningsassistent
  • Koordinerede sygeplejerske på hospital eller i det nære sundhedsvæsen
  • Kvalitetskoordinator
  • Ansat i interesseorganisation, patientforening eller i industrien
  • Ph.d.-studerende

 

Semesteroversigt

 

Studiested

Vi glæder os til at møde dig i vores nyindrettede lokaler helt centralt I Roskilde by, lige ved stationen, Jernbanegade 3A.

 

Studieordning og uddannelseskvalitet

Studieordning: Studieordning for Sygepleje - erhvervskandidat

Uddannelseskvalitet: Læs mere om uddannelseskvalitet

 

Bemærk

For at søge optagelse på erhvervskandidatuddannelsen skal du både have en adgangsgivende bacheloruddannelse og relevant beskæftigelse. Se de særlige kriterier:

Beskæftigelseskrav til erhvervskandidatuddannelser

 

Folder om kandidatuddannelsen Sygepleje - erhvervskandidat