Forsker får 57.000 forskningsassistenter
Plastik i havene omkring os er sammen med globale klimaforandringer den vel nok varmeste miljøpolitiske kartoffel i disse år. Store mængder plastik hober sig op i vandet og aflejrer sig i nærmest alle dele af økosystemet, hvor det gør skade på måder, vi formentlig slet ikke kender det fulde omfang af endnu.
For at kende mere til omfanget af plastikforureningen iværksatte det nationale naturfagscenter Astra sammen med MarinePlastic Masseeksperimentet, hvor danske skolebørn over hele landet i oktober gik sammen om at indsamle og identificere plastikaffald ved danske kyster - et arbejde, det ellers ville være umuligt at udføre på samme skala.
Den videnskabelige spydspids for projektet hedder Kristian Syberg. Han er lektor i miljørisiko ved Institut for Naturvidenskab og Miljø på RUC og talsmand for MarinePlastic; et tværfagligt center, som forsker i plastikforurening i verdenshavene og som tæller forskere fra bl.a. RUC, DTU, Nationalmuseet og Aalborg Universitet.
Unik data
I fysiklokalet på Store Magleby Skole i Dragør er børnene fra 7.a tilbage i oktober i fuld gang med at analysere det plastik, de kort forinden har samlet få hundrede meter væk. De er tydeligt overraskede over, hvor meget de har fundet, og arbejder koncentreret med at finde ud af, hvilke typer plastik de har fået med hjem.
Det er et helt unikt datasæt, vi får ud af det her, der findes faktisk ikke et tilsvarende i verden, hvor man på den måde får kortlagt forureningen i et helt land
»Jeg vil i hvert fald sige, at jeg bliver mere opmærksom på at passe på naturen, når jeg er med til det her og ser, hvad plastik gør ude i naturen,« siger Noah fra klassen, mens han pukler med at artsbestemme et stykke plastik fra sin indsamling. Han er blot en af de mange tusinde børn, der bruger timer på at samle og analysere plastik i den danske natur. Herfra er det Kristian Sybergs opgave at analysere det kolossale datasæt, der kommer ud af arbejdet - noget, han glæder sig meget til:
»Det er et helt unikt datasæt, vi får ud af det her, der findes faktisk ikke et tilsvarende i verden, hvor man på den måde får kortlagt forureningen i et helt land,« forklarer Kristian Syberg. »For mig som forsker er det enormt spændende at have sådan et datasæt, og det kan hjælpe os til at skabe viden, der kan understøtte samfundsmæssige processer og skabe handling i samfundet på et oplyst grundlag.«
I første omgang skal Kristian Syberg nu skrive en rapport på baggrund af det indsamlede materiale, og siden regner han med yderligere at kunne publicere en eller to videnskabelige artikler. Endelig kommer børnenes arbejde til at indgå i en større database hos det europæiske miljøagentur.
Noget af det, der er nyt ved den måde, børnene indsamler plastik på, er at de ikke kun samler ind ved kysterne. I Masseeksperimentet bliver der samlet affald i syv forskellige naturtyper, og på den måde vil man opnå helt ny viden om, hvor meget plastikaffaldet spreder sig i miljøet, forklarer Kristian Syberg, der har arbejdet med plastikforurening siden 2014.
Mere om forskeren
Kristian Syberg er lektor i miljørisiko ved Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet. Han har tidligere forsket i kemisk forurening, men har siden 2014 koncentreret sig om plastikforurening, efter at han indledte et samarbejde med ngo’en Plastic Change, som han også har rejst med for at kortlægge og indsamle plastikforurening i verdenshavene. Han har modtaget både National Energy Globe Award og RUC's Forskningsformidlingspris i 2018.
Middel til politiske forandringer
På Store Magleby Skole kigger Kristian Syberg tilfreds til fra sidelinjen, mens børnene analyserer deres fund. Han ser plastikforurening som både et akut miljøproblem, men også som et symptom på nogle strukturer i verden, som er bekymrende, fordi det kommer fra det, han kalder ”en samfundsstruktur, der er bygget op om en materiel vækstkurve, der skal være konstant stigende.” Derfor ser han også den øgede viden som et godt middel til at skabe forandringer på det politiske plan:
»Der er allerede fremskridt at se. Der sker mange ting, og der er mere og mere vilje til at lave nogle ændringer. På den måde er det positivt at arbejde med de her ting,« forklarer han.
Udover at det ikke ville være praktisk muligt at indsamle så store datamængder selv, så glæder Kristian Syberg sig over at se en forståelse for miljøproblemer vokse frem hos sine unge assistenter: »De er jo ikke nødvendigvis allesammen morgendagens videnskabsfolk, men man kan se en generel interesse hos dem for at beskytte den natur og det miljø, de lever i. Det giver en god energi hos dem, at de kan arbejde med noget i praksis. Og så er det jo betryggende at se, at de kommende generationer gerne vil gøre noget godt for miljøet,« lyder det fra forskeren.