PandemiX – Center for Interdisciplinary Study of Pandemic Signatures – er et grundforskningscenter støttet af Danmarks Grundforskningsfond (DG). Centerets overordnede formål er at undersøge impact og signaturer ved COVID-19 og historiske pandemier for bedre at kunne forstå fænomenet og dermed forberede os på fremtidens pandemier.
Vi er et tværfagligt forskningscenter, der studerer mønstre, dynamikker og sundheds-konsekvenser af historiske og nutidige pandemier. Vi laver både teori og analyse af unikke danske historiske og COVID-19 sundhedsdata. Vores interdisciplinære team tæller bl.a. matematikere, fysikere, epidemiologer, historikere og klinikere, som sammen arbejder på at klarlægge de sidste 300-400 års pandemiers og epidemiers ‘signaturer’, dvs. deres fingeraftryk på befolkninger over tid. Vi vil skabe et videnskatalog over forskellige typer af pandemiske trusler, og med den indsigt kunne informere det globale beredskab, når den næste pandemitrussel viser sig.
Gennem historien har pandemier forårsaget af virus og bakterier påvirket menneskeheden. Pandemier ender med en betydelig immunitet i befolkningen, som forebygger høj dødelighed og en pandemis ‘end-game’ begynder. På den lange bane lever vi med den nye virus, typisk i form af sæson-epidemier som influenza og andre sygdomme som undertrykkes med vacciner.
For at få et overblik over fænomenet introducerer vi et nyt videnskabeligt felt, pandemiologi, som med en stærk kvantitativ kerne inddrager metoder og indsigter fra samfundsfag og humaniora for at forstå effekten af forandringer i samfundet og på mennesker.
Roskilde Universitet (RUC) Institut for Naturvidenskab og Miljø (INM), er værtsinstitution for Grundforskningscenteret PandemiX. PandemiX har desuden kontorer på Statens Serum Institut (SSI).