Hvorfor læse Socialpsykologi og Læring?
Underviser på Roskilde Universitet
Det danske samfund befinder sig i en trivselskrise, hvor angst, stress og ensomhed bliver stadig mere udbredt hos både børn og voksne – og det er blot en af mange samfundsmæssige udfordringer, der kalder på mere komplekse problemforståelser. På kandidatuddannelsen i Socialpsykologi og Læring giver vi dig viden og værktøjer til at styrke menneskers læring, trivsel og udvikling og dermed skabe et samfund, der både psykologisk og socialt er mere bæredygtigt.
På denne tværfaglige kandidatuddannelse lærer du at forstå mennesker i deres komplekse sociale sammenhænge og livslange psykologiske lærings- og udviklingsprocesser. Vi lærer dig at arbejde analytisk, kritisk og løsningsorienteret med forholdet mellem menneskers subjektivitet og de fællesskaber, de indgår i, og vi giver dig redskaberne til at skabe nye rammer for trivsel, inklusion, samskabelse og bæredygtighed i samfundet.
Vi arbejder i et bredt socialpsykologisk felt. Det betyder, at du vil møde psykologiske og pædagogiske teorier og perspektiver i uddannelsen, men i en kontekst der overskrider den vanlige fagdisciplinære opdeling af individ og samfund. Vores udgangspunkt, og uddannelsens omdrejningspunkt, er altid samspillet mellem det enkelte menneske og de fællesskaber, det indgår i: Hvordan påvirker omverdenen vores selvforståelse og handlemuligheder, og hvordan påvirker vi selv vores omverden? Og hvad betyder det for de problematikker vi oplever? Sammen udforsker vi disse problematikker kritisk og konkret, med fokus på det enkelte menneskes hverdagsliv og den måde, folk selv oplever deres betingelser og udfordringer. Vi klæder dig på til at bruge en palet af kvalitative og kvantitative metoder – fra statistisk analyse til brugerinddragelse – til at forstå, analysere og arbejde med menneskers sociale udviklings- og læringsprocesser, og vi kobler altid teori til konkret praksis.
På uddannelsen kan du specialisere dig i enten Børn, Unge og Familiers hverdagsliv, i Arbejds- og Organisationspsykologi eller Mental og Psykosocial Sundhed. Du kan bl.a. arbejde med temaer som:
- Menneskers udvikling og læring
- Psykisk trivsel og mistrivsel i hverdagslivet
- Social ulighed i uddannelse, sundhed og arbejde,
- Marginalisering, mangfoldighed og demokratisk deltagelse
- Teknologi, omstilling og bæredygtighed.
Du har også mulighed for at gennemføre en projektorienteret praktik og benytte dig af vores solide netværk blandt organisationer og institutioner, der på forskellige måder arbejder med trivsel, læring og udvikling.
På studiet vil du møde engagerede undervisere med faglig baggrund i bl.a. psykologi, pædagogik, sociologi og antropologi. Vi synes selv, vi arbejder med det vigtigste emne i verden, og vi finder energi i mødet og den faglige samtale med de studerende. For at sikre, at alle deltager i samtalen, arbejder vi med forskellige læringsformer – fx vil du opleve, at store forelæsninger bliver efterfulgt mindre klyngediskussioner, og vi holder også ofte workshops og laver øvelser af forskellig art. Det stiller store krav til dit engagement og deltagelse, og til gengæld bliver du del af et dynamisk studiemiljø med livlige debatter, der helt sikkert vil udfordre dine faglige synspunkter.
Blandt dine medstuderende vil du både møde nyslåede bachelorer og tidligere pædagoger, lærere eller socialrådgivere, der gerne vil bygge videre på deres faglighed. Det giver et stærkt fællesskab, som vi også dyrker med arrangementer i løbet af året. Bl.a. mødes vi til filmaften et par gange i semestret med en efterfølgende debat, og en gang om året inviterer vi til en konference, hvor forskellige forskere og fagpersoner diskuterer aktuelle emner og problematikker, og hvor vi sætter en ære i at skabe rammerne for dialog mellem studerende, forskere og praktikere.
Som kandidat i Socialpsykologi og Læring kan du fx finde arbejde på børne- og ungeområdet, indenfor det socialpsykiatriske og socialfaglige felt, i ministerier, regioner og kommuner, i uddannelsessektoren samt i NGO’er og private virksomheder. Du bliver godt rustet til at være brobygger mellem forskellige aktører på det sociale felt, mellem daginstitutioner, skoler og PPR, mellem borgere og kommuner eller mellem virksomheder og vidensorganisationer. Vores kandidater løser ofte opgaver inden for klient-, kunde- og borgerkontakt, kompetenceudvikling, læring, proces- og projektledelse og implementering. Uddannelsen kvalificerer dig også til at læse en ph.d. og forfølge en forskerkarriere.
Vores kandidater får jobs som bl.a.:
1. år | 2. år | ||
---|---|---|---|
1. Semester | 2. Semester | 3. Semester | 4. Semester |
Kursus
Socialpsykologisk udvikling og læring 15 ECTS |
Kursus
Samfundsmæssige betingelser for menneskers hverdagsliv 10 ECTS |
Vælg A eller B
Variant A Kursus Socialpsykologisk praksisværksted 10 ECTS Projekt Specialiseringsprojekt 10 ECTS eller Variant B Praktik Projektorienteret praktik 20 ECTS |
Speciale
Speciale i Socialpsykologi og Læring 30 ECTS |
Kursus
Kvantitative metoder i psykologi og pædagogik 5 ECTS |
|||
Projekt
Socialpsykologisk og pædagogisk forskningspraksis 15 ECTS |
Projekt
Projekt om udvikling og læring i en samfundsmæssig kontekst 15 ECTS |
||
Kursus - vælg ét af følgende a) Arbejdspsykologi, organisation og læring b) Børn og unge i hverdagslivsperspektiv c) Mental og psykosocial sundhed 10 ECTS |
|||
Underviser på Roskilde Universitet
Du kan vælge at bruge et semester på at rejse ud med din uddannelse. Enten i praktik hos en af vores partnervirksomheder eller hos en virksomhed, som du selv finder frem til. Du afprøver dine kompetencer, faglige og processuelle, i et job, får værdifulde kontakter og bliver klogere på, om det er en fremtidig karriere for dig. Du kan også vælge at tage et semesters udveksling på et partneruniversitet i udlandet, hvor du kan få internationalt udsyn, erfaring og netværk.
Du bliver en del af et stærkt fagmiljø, hvor du er tæt på forskerne, i dialog om alt fra faglige problemstillinger, mulige metoder og teorier, veje til at skabe nye indsigter og dine ønsker til faglig retning for din kandidatuddannelse. Du bliver en del af et socialt miljø typisk centreret i én bygning på campus, hvor forskere og studerende arbejder dør om dør. Du kommer til at studere inden for universitetets projektform, hvor identifikation af en problemstilling, dybdegående analyser, valg og implementering af metodisk tilgang, samt opstilling af en stærkt teoretisk ramme er dit ansvar under faglig vejledning fra en forsker. Du kommer til at deltage i en række kurser, som udvider dine metodiske og teoretiske viden. I løbet af et semester vil du opstille et væsentligt problem inden for dit fag og udvikle viden til at fremstille videnskabelige argumenter for løsningsmulighed(er). Du får konkret erfaring med den hele videnskabelige proces.
Universitetet er samlet på ét campus. Her er multibaner, fodboldbane, discgolf-bane, naturstier langs sø, vandløb og marker, træningscenter, innovationsværksteder, kantine og biograf. Vores fælles samlingssted hedder StudenterHuset RUC, hvor der er studenterdrevet café og lounge. Både udendørs og indendørs arbejder vi med at gøre campus så bæredygtigt som muligt. Vi har blandt andet nedsat energiforbruget med 38 procent over de sidste 5 år og omlægger til vild natur på vores udearealer.
Prøv Adgangsguiden: Se hvilke kandidatuddannelser på Roskilde Universitet, din bachelor giver adgang til.
Kontakt os, hvis du har brug for sparring om valg af studie, mere viden om indholdet af en uddannelse, eller om ansøgning og optagelse på Roskilde Universitet.
Se om der er aktuelle arrangementer, som kunne være noget for dig. Deltag fx i Åbent hus, se campus og mød undervisere og studerende.